Jeg søger mere viden om regler for sundhedsvæsen ved flytning til Spanien. Jeg er p.t. i gang med efterbehandling efter en kræftoperation og skal efter endt kemoterapi og strålebehandling have piller i 5 år. Disse piller er meget dyre.
Min mand og jeg har planer om at flytte til Spanien om 3 år. Til den tid er han 61½ og kan gå på efterløn. Vi har begge noget pensionsopsparing derudover, som vi kan hæve når vi hver især når efterlønsalder. Hvis vi flytter om 3 år, vil jeg på det tidspunkt være 56 år og således skal vi begge leve af min mands pension de første mange år.
Hvordan vil vi være stillet med min behandling? Kan jeg fortsat møde til kontrol i Danmark selv om vi bor i Spanien eller skal det overgå til et hospital i Spanien? Kan jeg stadig få min dyre medicin?
Så vidt vi ved, skal vi betale skat af efterløn og pension til Danmark, men vil IKKE være omfattet af dansk sygesikring når vi bor i Spanien - er det rigtigt? Vi har også hørt, at vi heller ikke vil være omfattet af spansk sygesikring fordi vi ikke har nået generel pensionsalder? Kan det være rigtigt at vi betaler fuld skat men ikke har nogen sygesikring overhovedet?
Vi er ikke rige, men har købt en billig bolig 40 km fra kysten i Spanien og vil kunne leve ok af en mindre pension, men hvis vi selv skal betale hospitalsbehandling og medicin bliver vi nødt til at overveje vores planer en ekstra gang…
Vi håber at nogen kan afklare vores spørgsmål.
Venlig hilsen Ulla