Lad os begynde med det negative. Der er potentielle købere, som har vendt bilen og kørt igen straks de så bjerglandsbyen Borgo di Vaglis stenhuse. Der er ogsåægtepar, som efter et ophold i en af de lavloftede og rustikt indrettede lejligheder fandt ud af, at de hellere måtte blive skilt.

»Det er ikke godt at flytte ind i f.eks. nr. 21 med den antikke seng øverst oppe, hvorfra der er udsigt over dalen og så finde ud af, at man hellere vil nyde udsigten sammen med en anden end ens mand eller kone,« fortæller Fulvio di Rosa og tilføjer et: »Disastrous!«.

Han har inviteret to svenske og overtegnede danske journalist til bjerglandsbyen Borgo di Vagli midt i Toscana for at vise sit seneste restaureringsprojekt frem og få det formidlet videre til skandinaver, som sætter pris på både italiensk natur og kultur og måske derfor drømmer om at købe en lille bid fast ejendom i den populære region. Økonomisk er mulighederne lidt mere fremkommelige end normalt, for boligerne i Borgo di Vagli-komplekset sælges på sameje-vilkår. Se artiklen Boliger på delebasis.

Vi er kommet hertil i bil fra Firenzes lufthavn, en køretur på lidt under to timer. Nærmeste større by er middelalderperlen Cortona. Her bor i øvrigt den amerikanske forfatter Frances Mayes, som skrev bestselleren »Et hus i Toscana«, der senere blev filmatiseret i en noget »lyserød« udgave, som arkitekten Fulvio di Rosa ikke sætter specielt stor pris på. Han er en nær ven af Mayes og har restaureret hendes hus, Casa Fonte delle Foglie, hvor hun bor med sin mand Ed.

Det tager 20 minutter at køre op til Borgo di Vagli fra Cortona, og det foregår ad snoede veje forbi slotsruinen Pierle. De sidste to kilometer op til bebyggelsen er en ubefærdet grusvej. Det er allerede mørkt, da vi ankommer. På denne årstid er det kun et begrænset antal af ejerne, som opholder sig i lejlighederne, men de, der er her, ser ud til at sætte pris på den toscanske efterårsblæst, der rusker godt i ruderne. Det er en god anledning til indendørs aftenhygge med rødvin til i den lavloftede restaurant, som hører til komplekset. Her kan beboerne bestille aftensmad, hvis de ikke vil spise for sig selv i boligernes små og rustikke landkøkkener.

Restauranten er indrettet i det, der oprindelig var landsbyens vagttårn. Fra tårnets top kunne man overskue dalen og vogte slottet Pierle, og det var nødvendigt, for i middelalderen lå slottene i området i konstant krig med hinanden om territorier. De ældste af bygningerne i Borgo di Vagli kan dateres tilbage til det 11. århundrede, men de fleste af landsbyhusene er bygget i 1300-tallet.

Fulvio di Rosa har arbejdet som restaureringsarkitekt siden midten af 80erne. Hans første projekter i Toscana var store villaer, men senere begyndte han at lede efter større bebyggelser, hvor der kunne indrettes mange boliger. Han var fascineret af arkitekturen i de små bjerglandsbyer. Mange af dem har ligget øde hen siden Anden Verdenskrigs afslutning, hvor det feudale samfund gik i opløsning, og landbefolkningen søgte mod de store norditalienske byer for at finde arbejde.

Fulvio di Rosa så potentialet i at bygge disse gamle og smukke forladte bjergbyer om til ferieboliger for især udlændinge. Borgo di Vagli er hans femte projekt af sin art. Her måtte han forhandle om købet med over 60 ejere og efterkommere af ejere til ruinerne. Det var ikke nemt, men det lykkedes.

»Og disse huse bliver nu til glæde for moderne mennesker, som sætter pris på arkitekturen og det fredelige liv her i bjergene,« siger han.

»Som arkitekt har jeg ikke behov for at sætte mine egne fingeraftryk, når jeg restaurerer et sted som Borgo di Vagli. Her skal man gå til opgaven med ydmyghed og vise respekt for den ånd, som bygningerne er opført i.«

Husene i landsbyen er nærmest bygget lag på lag med mange tilbygninger, som er skudt op, efterhånden som familierne er vokset. Men selve placeringen af husene på skråningen har langtfra været tilfældig. Det handlede om sikkerhed mod udefrakommende angreb, men også om sundhed. Heroppe i den friske bjergluft var menneskene beskyttet mod datidens plager som pest, kolera, malaria m.m. Jordskred blev modvirket ved at anlægge terrasser, hvor der f.eks. blev dyrket oliven.

»Byggematerialerne var altid det, som det enkelte områdes undergrund kunne byde på. Derfor ser vi også, at byggematerialer og farven på stenene kan ændre sig blot vi kommer nogle få kilometer væk. Her i Vagli er murene af kampesten, og taget af store skærver, men når vi kommer tættere på Siena, har man brugt tegl,« fortæller Fulvio di Rosa.

Lejlighedernes indretning er et kapitel for sig, for også her har Fulvio di Rosa haft en sikker hånd. Hist og her kan der godt stå en moderne sofa, men ellers er inventaret overvejende gamle bondemøbler fra regionen. Stilarterne går fra renæssance til jugend, selv mange af sengene er originale modeller. Møblerne har han fundet og købt gennem årene på antikmarkeder rundt omkring i Toscana. Og det er tydeligt, at han husker hver eneste af de 21 lejligheder i Borgo di Vagli, som hver især har sit eget personlige præg.

De første lejligheder i landsbyen blev solgt for to år siden, men der er stadig plads til flere ejere på deltid. I øjeblikket tæller ejerkredsen flest englændere og amerikanere, et par schweiziske familier og et norsk advokatpar. Ejerne er typisk mellem 40 og 60 år, veluddannede og rimeligt velbeslåede mennesker i liberale erhverv. De er berejste, og flere af dem ejer også andre ferieboliger. Toscana er således ikke det eneste sted, hvor de tilbringer deres fritid.

»Stedet er for mennesker, der har mere end et overfladisk kendskab til Toscanas historie og kultur. Her bliver man heller ikke serviceret døgnet rundt med diveres underholdningstilbud,« siger Fulvio di Rosa.

Den type velhavende turister, der godt kan lide at vifte med Gucci-solbrillerne og speede op i Ferrarien, vil ikke sætte pris Borgo di Vagli. Her dyrkes andre værdier. Man flokkes heller ikke omkring den opvarmede pool for at blive set, men tager en stille dukkert og sætter sig derefter til rette i en af de mange diskret placerede liggestole for at nyde udsigten over dalen og ned mod Pierle. Eller man hiker på de omkringliggende naturstier, tager på marked i en af de nærliggende byer eller udforsker de mange kulturelle og historiske steder i regionen.

»Med det kendskab jeg har til Skandinavien, tror jeg, at stedet vil tiltale mange af jeres landsmænd,« lyder det forventningsfuldt fra Fulvio di Rosa.

Det er 17 år siden, at han først kom kørende fra Cortona og så det, der dengang var én stor forladt ruin. Restaureringen har taget over ti år, og nu er han så småt ved at gå i gang med at lede efter et nyt sted, som han kan bygge op. Men det er ikke blevet nemmere. Toscana er blevet dyrt, og der er mange om budet.

»Men for mig gælder det om at finde et sted, hvor jeg kan se nogle muligheder, som ingen andre kan se. Jeg leder ikke efter det, som alle andre leder efter.«