PENSION, OPSPARING, SKATTER, AFGIFTER, BEGRÆNSET, SKATTEPLIGT, DOBBELTBESKATNINGSAFTALE

Otium i Frankrig - husk skatten!

Flag ARTIKEL 02-02-06 ~7 minutters læsning · 1401 ord

Rigtig mange drømmer om at tilbringe deres otium under varmere himmelstrøg.

Frankrig er mange danskeres favorit. Dette skyldes ikke bare det mildere klima i almindelighed, men også det mildere skatteklima.

Ophør af fuld dansk skattepligt

For at kunne opnå fordelene ved den lavere beskatning i Frankrig, skal man opfylde to betingelser:

  • Man skal bringe den fulde danske skattepligt til ophør.

  • Man skal tilmelde sig fuld skattepligt i Frankrig.

Det sidste forudsætter, at man opholder sig i Frankrig og lader sig registrere hos de lokale myndigheder, og derved har centrum for livsinteresserne – arbejde, økonomi eller familie i Frankrig.

Opgivelse af den fulde danske skattepligt forudsætter, at man ikke længere råder over en helårsbolig her i landet, og at man sammenlagt ikke opholder sig over 6 måneder i sammenhæng i Danmark.

Ønsker man en form for prøveperiode, eller har man svært ved at forlige sig med tanken om at sælge sit dejlige hus, kan man starte med at udleje det. Det skal ske på en uopsigelig lejekontrakt af en varighed på mindst 3 år. Flytningen skal være reel.

Man må gerne have et sommerhus uden helårsstatus i Danmark. Mange udlandsdanskere vælger således at tilbringe en del af sommeren/ferier her i landet i deres sommerhus. De samlede ophold her i landet må ikke overstige 6 måneder, og det må frarådes at lægge sig tæt op ad grænsen.

Kortvarige ophold i udlandet, mens man i øvrigt bor i Danmark, tæller Otium i Frankrig husk skatten! September 2005 VÆRD AT VIDE OM med i de 6 måneder. Hvis man således opholder sig i det danske sommerhus en del af sommeren, vil fx en golfweekend i Skotland tælle med i Danmarksopholdet.

Fraflytningsbeskatning

Ved ophør af den fulde danske skattepligt skal der ske beskatning i Danmark af visse urealiserede avancer, også populært kaldet havelågeskat. Der skal således betales skat af urealiserede aktiegevinster, som om aktierne blev solgt på tidspunktet for flytningen til udlandet. Altså skat af en fiktiv fortjeneste.

Der kan også blive tale om beskatning af visse indskud på pensionsordninger foretaget kort tid inden flytningen. Ved flytningen sker der endvidere beskatning af genvundne afskrivninger på f.eks. udenlandske investeringsejendomme, kursgevinster på gæld, fordringer og finansielle kontrakter samt beskatning af urealiseret gevinst på aktieoptioner.

Aktieavancebeskatning

Ophør af fuld dansk skattepligt sidestilles med salg af aktierne. Der skal således opgøres aktieavance for alle aktier og anparter.

Det er muligt at få henstand med betaling af skatten.

Skat af pensionsindskud

Der skal ske efterbeskatning, hvis arbejdsgiveren i årene inden flytningen har foretaget ekstraordinært store indbetalinger til pension.

Det skal forstås sådan, at kun hvis der er sket stigninger i indbetalingerne i forhold til de pensionsindbetalinger, der var aftalt ved udgangen af år 5 (for hovedaktionærer år 10) før skattepligtsophøret, skal en del af indbetalingerne efterbeskattes. Og kun hvis pensionsindbetalingerne overstiger 20% af den samlede lønindtægt inkl. pensionsindskud fra den pågældende arbejdsgiver.

Det særlige pensionsindskud på max. 2.249.800 kr. (2005), der kan foretages ved ophør af virksomhed, genbeskattes ikke ved fraflytning.

Begrænset skattepligt

Selvom den fulde skattepligt til Danmark er ophørt, kan der stadigvæk blive tale om skat hertil. Skatten er dog begrænset til visse indkomsttyper fra kilder her i landet afhængig af reglerne i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Frankrig.

Pensionsudbetalinger kan ikke blive beskattet i Danmark ved flytning til Frankrig, da Frankrig efter dobbeltbeskatningsaftalen har retten til at beskatte hovedparten af pensionsudbetalinger med løbende udbetalinger. Dette gælder både offentlige pensionsudbetalinger – herunder folkepensionen – og udbetalinger fra private pensionsordninger.

Der er to undtagelser. Den ene gælder for tjenestemandspensioner, som fortsat kan beskattes i Danmark. Den anden gælder alle former for kapitalpensioner med sumudbetaling. Her kan Danmark også efter fraflytning opkræve afgift på enten 25% eller 40%, som skal betales, når kapitalpensionen ophæves.

Mange vælger derfor at ændre deres kapitalpensioner til en ratepension inden flytningen. Herved kan de dels undgå den danske afgift, og dels vil de ofte opnå en mindre indkomstskat af udbetalingerne i Frankrig.

Overskud af en personligt ejet virksomhed i Danmark, skal også beskattes i Danmark. Herunder lejeindtægter ved udleje af den tidligere privatbolig.

Såfremt man har et sommerhus i Danmark, der ikke udlejes, skal der betales ejendomsværdiskat heraf.

Løn, der udbetales fra en dansk virksomhed, beskattes i Danmark, men kun når arbejdet er udført i Danmark.

Løn og overskud af personlig virksomhed, der er beskattet i Danmark, vil i praksis være næsten fritaget for beskatning i Frankrig.

Bestyrelseshonorarer fra danske selskaber er begrænset skattepligtige, uanset, hvor bestyrelsesmøderne holdes.

Der skal ikke betales skat i Danmark af aktieudbytte fra danske selskaber, ligesom renteindtægter fra Danmark heller ikke skal beskattes i Danmark.

Beskatning i Frankrig

Det franske skattesystem bygger ligesom det danske på globalindkomstprincippet. Det betyder, at man i Frankrig skal betale skat af hele sin indkomst, uanset om den helt eller delvist hidrører fra udlandet.

Den højeste skattesats – marginalskatten – er i øjeblikket 48,09%, der betales af indkomst der overstiger ca. 360.000 kr. Ved skatteberegningen tages der højde for de familiemæssige forhold. Grænsen for hvornår, der skal betales den højeste marginalskatteprocent, kan derfor forøges, hvis personen er gift eller har hjemmeboende børn.

Pensionsudbetalinger beskattes som udgangspunkt på samme måde som al anden indkomst, men der gælder nogle særdeles gunstige undtagelsesregler.

Ved opgørelsen af indkomsten kan der for pensionsindtægter beregnes et standardfradrag på 10%, dog max. 24.000 kr. Indkomsten herefter kan reduceres med yderligere 20%, dog max. 170.000 kr.

Af udbetalinger fra private livrenter ydes der et aldersbetinget fradrag. Der skal således kun betales skat af 40% af pensionsudbetalingen, hvis den pensionsberettigede er mellem 60 og 69 år på det tidspunkt, hvor udbetalingerne starter. Reglerne gælder som udgangspunkt kun for udbetalinger fra livrenteordninger, hvor fradrag for indbetalingerne.

Udbetalinger fra danske ratepensioner skal som udgangspunkt beskattes efter de almindelige regler uden aldersbetinget fradrag. Danske ratepensioner kan i visse tilfælde blive beskattet efter de gunstige franske regler for livrenter. Det er dog betinget af, at den danske pensionsordning tilpasses de franske regler.

Der skal som udgangspunkt betales sociale bidrag af pensionsudbetalinger med 6,7%. En del af disse ydelser er fradragsberettigede. Der skal ikke betales sociale bidrag, hvis personen er omfattet af de danske regler om social sikring.

Der skal ikke betales skat af lejeværdien af personens egen primære bolig i Frankrig. Det gælder også et sommerhus i Danmark, der benyttes privat. Der skal betales lokal ejendomsskat og boligskat på privatboligen i Frankrig.

Ved salg af en bolig, der har været anvendt som bolig for ejeren, skal der ikke ske beskatning af avancen. Ved salg af andre ejendomme skal der betales skat af ejendomsavancen med 16% samt et social bidrag på 11%. Opgørelsen af avancen sker efter særlige regler. Avancen reduceres afhængigt af ejertiden, således at avancen er skattefri ved en ejertid på 16 år.

Udbytte fra såvel franske som udenlandske selskaber beskattes fra 2005 som anden indkomst i Frankrig. Der gives et nedslag på 50% i udbytteindkomsten. Der skal også betales sociale bidrag af udbyttet med 11%.

Aktieavance beskattes fuldt ud med 16% samt et social bidrag på 11%. Hvis det samlede salgsprovenu ved salg af aktier for indkomståret ikke overstiger ca. 112.000 kr., er avancen skattefri.

Renteindtægter beskattes som almindelig indkomst med tillæg af social bidrag på 11%. I visse tilfælde beskattes renterne med en fast sats på 16%.

I Frankrig opkræves der formueskat med mellem 0,5% 1,8%. Der er tale om et progressivt formueskattesystem. Der er bundfradrag på ca. 5.400.000 kr.

Værdien af visse aktiver såsom livsforsikringer og hovedaktionæraktier medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige formue.

Reglerne omkring arv og arveafgift er væsentligt anderledes end de danske regler. Det er således som udgangspunkt ikke muligt for en efterlevende ægtefælle at sidde i uskiftet bo.

Social og sygesikring

Har man nået folkepensionsalderen eller fået tilkendt dansk social pension på det tidspunkt, hvor man flytter fra Danmark, vil man kunne opnå tilladelse til fortsat at være omfattet af danske regler for social – og sygesikring. Det er dog en betingelse at man ikke er i beskæftigelse.

Er man dækket af danske regler, skal der ikke betales bidrag til sygesikring, hverken i Danmark eller i Frankrig.

Har man ikke nået folkepensionsalderen eller har fået tilkendt dansk social pension, på det tidspunkt, hvor man flytter til Frankrig, er man ikke længere omfattet af den danske sociallovgivning og sygesikring. I stedet er man henvist til at søge om optagelse i det franske sygesikringssystem.

Opfylder man ikke betingelserne for at være omfattet af dansk sygesikring på det tidspunkt, hvor man fraflytter landet, kan man anmode om at blive omfattet, når dette er tilfældet.

Mere info: http://www.bdo.dk/upload/files/otium_frankrig.pdf