JOB, GENERELT, REKRUTTERING, UDSTATIONERING

Udstationering fremmer karriere

Flag ARTIKEL 25-09-08 ~3 minutters læsning · 513 ord

Der står muligvis ikke en velvoksen velkomstkomité og venter eller en rød løber liggende klar foran hovedindgangen. Men det er tilsyneladende ikke særligt vanskeligt for udstationerede danskere at vende hjem til en karriere i Danmark.

En undersøgelse foretaget af Berlingske Nyhedsmagasin i samarbejde med fagforeningerne C3, DJØF og IDA gør op med myten om, at rejsen tilbage under danske himmelstrøg er ødelæggende for karrieren.

Tværtimod viser undersøgelsen, at kun én ud af ti ledere føler sig overhalet på karrierestigen efter hjemkomsten til Danmark, og syv ud ti mener, at udstationeringen endog har været et positivt bidrag til karrieren.

Formand for Ingeniørforeningen (IDA), Lars Bytoft, er positivt overrasket over tallene, der signalerer en tendens med mindre »brain-drain« fra Danmark.

»Det viser, at danske virksomheder er blevet langt mere globaliseringsparate, og at interaktionen mellem Danmark og udlandet er blevet vigtigere. Der er ikke så meget andedam længere,« konstaterer ingeniør-formanden.

Røde lamper lyser

På trods af de positive takter tænder akademikernes fagforeninger alligevel et par advarselslamper. Processen fra udstationering til »indstationering« er nemlig ikke altid en ubetinget succes. Blandt andet advarer organisationerne om at blive uden for landets grænser for længe, ligesom der fortsat synes at være en forskel på ledere og menige.

Arbejdsmarkedspolitisk chef hos DJØF, Lars Munck, vurderer, at undersøgelsens resultater kan være et udtryk for, at deltagerne i undersøgelsen er ansatte fra store virksomheder, som ofte har planer for såvel ud- som indstationering.

»De store virksomheder har globaliseret værdikæden og kan finde ud af at få folk ud, andre steder hen og hjem igen afhængigt af deres kompetencer. Men der er stadig virksomheder, der kan blive meget bedre til denne strategiske planlægning,« siger han.

Der er dog flere ridser i glansbilledet, når der stilles skarpt på topledere og eksperter.

Netop disse to grupperinger har ganske enkelt for svært ved at finde en tilsvarende eller bedre karriere-hylde herhjemme, og derfor vælger de ofte at fortsætte karrieren i udlandet, fortæller Troels Gjerrild, managing partner hos rekrutteringsvirksomheden Ray & Berndtson:

»Organisations-pyramiden spidser til og jo højere placering i pyramiden, desto færre jobs. En person, der har været ude i fem år, har måske naturligt avanceret ét stillingsniveau, og det betyder, at det kan være udfordrende at komme hjem og få nyt job i samme organisation, da de stillinger, man kandiderer til, er optaget,« siger han.

Tendensen dokumenteres af en undersøgelse fra DJØF fra i fjor. Undersøgelsen fokuserede i særlig grad på den gruppe af personer, der skaber mest værdi i virksomhederne, hvilket var toplederne og eksperterne. En fjerdedel af netop den gruppe overvejer ganske enkelt ikke at komme tilbage til Danmark.

Indbygget paradoks

Paradoksalt nok er international erfaring helt evident for at besætte en toplederstilling i Dagens Danmark.

»I langt flertallet af toplederstillingerne er international erfaring et krav. Det er en udvikling, der er eskaleret kraftigt over de seneste 10 år,« siger han.

Med andre ord opfordres alle med toplederdrømme til at komme af sted og få international-erfaring, selv om det kan være en udfordring at indplacere sig i samme organisation ved hjemkomst

Det giver til gengæld virksomhederne bedre kort på hånden, fordi rekrutteringsbasen bliver international.