Som Ann Sasa List-Jensen ser det, er der to grunde til, at hun efter mere end to års arbejdsløshed endnu ikke har fået et job: Manglen på midler på de højere uddannelser og manglen på netværk.

»Jeg kom hjem til Danmark efter otte år i Korea, hvor det er helt almindeligt, at personlige forbindelser vejer tungere end formelle kvalifikationer. Det undrede mig, at Danmark åbenbart er på vej i samme retning.«

Hun er cand. scient. pol. fra Københavns Universitet og har en ph.d. fra Seoul National University samt en stærk fornemmelse af, at ude af øje er ude af sind. Udover et imponerende akademisk CV har hun erhvervserfaring fra bl.a. Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) og Mærsk Korea Limited

»Jeg har søgt de job, jeg skulle,« fortæller hun og anslår, at det drejer sig om tre-fire om måneden. Hun understreger, at hun har søgt bredt; hun ser ikke sig selv udelukkende som lærd akademiker, men lige så meget som aktivist og organisator.

»Det er kun et af dilemmaerne, jeg er løbet ind i som jobsøgende i Danmark. Jeg var til samtale i et privat konsulentfirma, hvor det udslagsgivende for ikke at give mig stillingen var, at jeg ikke havde udvist nok engagement. Men helt ærligt; de vidste, at jeg havde en ph.d., og samtidig med at jeg skulle virke handlekraftig, skulle de på den anden side også se, at de fik noget for pengene med min faglighed.«

Made in Denmark

De otte år med studier og arbejde i Sydkorea, som skulle have mundet ud i en god karriere herhjemme, har om ikke andet været en berigelse og en oplevelse for livet, fortæller hun.

Men det undrer og ærgrer hende, at det har været så vanskeligt at finde et job her i landet, ikke mindst i en tid, hvor alle taler om globalisering, international erfaring, høje uddannelser og fare for hjerneflugt.

»Jeg har lært en fremmed kultur at kende; jeg har vist, at jeg kan klare mig i et fremmed land og mod en del odds i form af sproglige og kulturelle barrierer bestå en ph.d. med ti i gennemsnit. Det må i sig selv vidne om fremdrift og initiativ og vise, at jeg kan begå mig i mange miljøer og bidrage til et godt arbejdsmiljø. For det er jo ikke kun folk i værtslandet, man omgås, når man er ude, men i høj grad også andre udlændinge. Men det er, som om det ikke tæller, på trods af at både erhvervsliv og de højere læreranstalter ikke kan blive trætte af at understrege, hvor vigtig international erfaring er. Men det er alt sammen ikke meget værd, hvis ikke det har stemplet: Made in Denmark.«

Hun tilføjer, at hun efter nogen tid uden bid på arbejdsmarkedet søgte en forskerstilling og i den anledning fik en dansk vurdering af sin ph.d.

»Den var meget fin, og det åbnede straks for flere jobsamtaler. Det var noget, arbejdsgiverne kunne forholde sig til, når det var blåstemplet i Danmark.«

Viden påskønnes ikke

Hun har været på op til flere kurser for medlemmer af Dansk Jurist og Økonom Forbund (DJØF) i samme situa­tion, og deres erfaringer ligner hendes til forveksling.

»Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg ikke blev i Korea kulturen er trods alt for fremmed. Derfor skrev jeg min ph.d. om globaliseringens indvirkning på velfærdsstaten og arbejdsmarkedsforhold i USA, Storbritannien, Tyskland, Sverige og Danmark netop for at have noget at bygge videre på. Men det er en ironisk pointe, at den viden ikke bliver påskønnet, når den kommer med et udenlandsk eksamenspapir.«

Nu har hun søgt Forskningsrådet om penge til en post. doc. Fristen udløber til marts, og hun forventer at få svar til sommer.

»Hvis det er negativt, tager jeg til England. Set fra dansk side kan det ikke være særlig heldigt, hvis jeg og andre med høje uddannelser og international erfaring tager ud igen, fordi vi ikke får fodfæste på det danske arbejdsmarked.«