For mange år tilbage havde IBM den personalepolitik, at hvis du havde sagt op fra firmaet for at prøve noget andet et andet sted, ville du aldrig kunne blive ansat i virksomheden igen.

De har i mellemtiden ændret holdning, måske i erkendelse af at mange udmærkede medarbejdere, som havde været ansat på et tidligere tidspunkt i deres karriere:

1) var bedre ambassadører for virksomheden efter de havde forladt den, hvis man ikke smækkede døren i hælene på dem

2) faktisk kunne lære noget relevant i andre organisationer, som IBM ikke selv kunne bidrage med

3) udgjorde en væsentligt mindre risiko ved genansættelse, end medarbejdere, der ikke allerede kendte virksomheden og dens kultur.

Når man ser på danskere, der af en eller anden grund har bosat sig i udlandet, kan man spørge: Hvad vil Danmark få ud af at give dem lov til at forblive statsborgere, selv om de skulle blive fuldtgode medlemmer af det samfund, de bor i, ved at påtage sig et andet statsborgerskab?

Denne vinkel ses ikke ofte diskuteret – debatten handler mere om, hvorvidt vi vil misbruge vore borgerrettigheder – men jeg tror, Danmark får det samme ud af det som IBM:

Danskere i udlandet vil være mere entusiastiske for at hjælpe danske interesser og vil være bedre i stand til det på afstand, hvis vi har mulighed for at deltage fuldt i det land, vi lever i, og ikke som nu er afholdt fra en mængde muligheder ved at beholde vore danske pas.

Tænk, hvad det kan medføre for dansk innovation og eksport, hvis man havde bedre adgang til f.eks. amerikanske universiteter og forvaltninger. Danskere ville have lettere ved at komme tilbage og kunne bruge deres internationale netværk til gavn for Danmark. Og måske kunne vi også have lært noget nyttigt om f.eks. adfærden på Danmarks eksportmarkeder, som kunne bruges i danske virksomheder.

Endelig er folk, der måtte vende næsen tilbage, i fortsat træning med at være vælgere, jurymedlemmer, og aktive i det politiske liv. Vi har i hvert fald en holdning til, hvilke danske værdier det er værd at værne om, når vi har prøvet alternativer, og når vi for 117 gang har skulle forklare vore kolleger, hvorfor Danmark igen er verdens lykkeligste land.

Vil disse ting ske ved at gøre dobbelt statsborgerskab muligt? Det ved vi jo ikke, hvis ikke vi prøver.