FORBRUG, SKATTER, AFGIFTER, FRADRAG, GRÆNSEPENDLING, SERVICE, ISENKRAM, SU, UDLANDSDANSKERE, LEDELSE

Udlandsdanskere får også den grønne check fra SKAT.dk

Flag 20-09-09 ~4 minutters læsning · 642 ord

Forskudsopgørelsen kan ses i din skattemappe 4.november 2009

Som en del af skattereformen gives en indkomstafhængig «grøn check» til alle borgere. Der er ikke tale om en egentlig check, men om et beløb, der indregnes i skatten.

Beløbet er som udgangspunk på 1.300 kr. til personer, der er fyldt 18 år, og 300 kr. til hvert af deres børn, dog maksimalt 2 børn.

Formålet med den grønne check er at kompensere for de afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og varer med sundhedsrisiko, som direkte påhviler husholdningerne.

Den «grønne check» indregnes på forskudsopgørelsen for 2010 og udbetales således løbende i 2010 i kraft af et højere månedligt fradrag for den enkelte person.

  1. Hvornår får jeg min grønne check?

Du får ikke en egentlig check, men et beløb, der indregnes i din skat. Beløbet indregnes første gang på forskudsopgørelsen for 2010 og det udbetales således løbende i 2010 i kraft af et højere månedligt fradrag.

  1. Hvor meget får jeg?

Beløbet er på 1.300 kr. For personer med høje indkomster sker der en aftrapning af beløbet. Beløbet aftrappes med 7,5 procent af den del af topskattegrundlaget, der overstiger 362.800 kr (2010-niveau). Beløbet er efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag på 8 procent. Det betyder eksempelvis, at hvis en persons lønindkomst i 2010 overstiger 380.133 kr. efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag (413.188 kr. før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag) er beløbet på 1.300 kr. fuldt aftrappet.

  1. Hvem får den grønne check?

Personer der er fuldt skattepligtige (+ grænsegængere) den første dag i indkomståret, og som ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år.

Personer der har valgt beskatning efter forskerordningen (KSL § 48 E-F) kan ikke få en grøn check.

  1. Hvis jeg har børn, kan jeg så få supplerende grøn check?

Ja, for personer med børn er der mulighed for en supplerende grøn check på 300,- kr. pr. barn, dog maksimalt for to børn.

Der gælder følgende betingelser for at få grøn check for sine børn:

Personen skal være fuldt skattepligtig (gælder også grænsegængere) den første dag i indkomståret

Barnet skal være under 18 år ved indkomstårets udløb

Barnet skal være født senest den første dag i indkomståret

Barnet skal opholde sig her i landet*

Barnet må ikke have indgået ægteskab

Barnet må ikke være anbragt udenfor hjemmet, være optaget i en døgnforanstaltning eller i øvrigt forsørges af offentlige midler

Personer der har valgt beskatning efter forskerordningen (KSL § 48 E-F) kan ikke få supplerende grøn check.

For personer med høje indkomster sker der en aftrapning af beløbet. Der sker således en aftrapning med 7,5 procent af den del af topskattegrundlaget, der overstiger 380.133 kr. (2010-niveau). Beløbet er efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag på 8 procent. Det betyder eksempelvis, at hvis en persons lønindkomst i 2010 overstiger 384.133 kr. efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag (417.536 kr før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag), er beløbet på 300 kr. fuldt aftrappet.

  • Vedr. punkt 4

Barnet skal opholde sig her i landet den første dag i indkomståret, med mindre der er tale om et kortvarigt ophold i udlandet. Opholdsbetingelsen er dog også opfyldt, hvis barnet midlertidigt opholder sig i udlandet som led i et uddannelsesforløb, der har til formål at forbedre barnets muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet.

  1. Hvem får den supplerende grønne check (for børn)?

Som udgangspunkt indregnes den supplerende grønne check i forskudsopgørelsen hos barnets mor

dog hos en anden person i følgende situationer:

Hos faderen, hvis det kun er ham der har forældremyndigheden over barnet

Hos faderen, hvis barnet bor hos ham - uafhængigt af, hvem der har forældremyndigheden

Hos plejeforældre jf. § 78 i lov om social service

For yderligere eksempler henvises til lov om grøn check § 5.

  1. Har den grønne check eller den supplerende grønne check nogen betydning for mine sociale ydelser (kontanthjælp mv.)?

Nej. Hverken den grønne check eller den supplerende grønne check indgår ved beregningen af ydelser efter den sociale lovgivning eller efter lov om uddannelsesstøtte.

Skribentmail:

Mere info: http://www.skat.dk