Danske Karsten Malmos arbejdede i mere end 20 år i toppen af to store amerikanske legetøjsvirksomheder. Han fortæller om en helt anden arbejds- og ledelseskultur i USA end i Danmark.

En af de markante forskelle på USA og Danmark er den korte lunte i USA, hvor man skal præstere med det samme og hele tiden ellers er det ud af vagten.

»Hvis mine medarbejdere ikke præsterede eller ikke var 100 procent teamplayers, røg de ud. Jeg kunne fornemme, hvis der var en af mine medarbejdere, der ikke løftede sin del af byrden, så gjaldt det om at komme af med en sådan mand hurtigst muligt,« siger Karsten Malmos.

Hvordan var det at fyre folk?

»Jeg har fyret mange mennesker på alle niveauer, også folk, der var mine bekendte. Jeg har nok fyret en syv-otte adm. direktører, hvoraf nogle virkelig blev personlige bekendte, men det har jeg altså ikke noget problem med. Man skal huske på, at folk har et stort behov for at få at vide direkte, om de gør det godt eller skidt. Man kan ikke sige det ofte nok. Så når den dag kommer, at man siger farvel, burde det ikke komme som en overraskelse, hvis du er en ordentlig leder. Så ved den pågældende medarbejder efterhånden godt, at der ikke er langt til døren. Så kan det være en hel lettelse, når de bliver fyret,« siger Karsten Malmos.

En anden ting, der også skiller sig ud, når man taler med Karsten Malmos, er den enorme arbejdsmængde, amerikanerne påtager sig, ligesom han mener, at de er ekstremt fleksible i forhold til arbejdet.

»Det er min erfaring, at der er et markant større ansvar for arbejdet i USA end i Europa. Eksempelvis var der nærmest ingen i de virksomheder, jeg har været i, der holdte deres to ugers ferie. Det gjorde man bare ikke. Og medarbejderne, både lederne og folk længere nede i systemet, var altid klar til at aflyse ferier og arbejde weekend og aften, hvis det var nødvendigt. I Europa er der børn, fritidsaktivtiteter og alle mulige andre ting, der ofte skubber arbejdet i anden række,« siger han.

Hvad med dig selv, skulle du ikke vænne dig til at arbejde mere?

»Jo, der arbejdede jeg typisk fra 8-17 hos Lego, det var slut med sådanne arbejdstider i USA. Her var det typisk til 19-20 hver dag. Det var også sådan, at direktøren i den første virksomhed, jeg var i, holdt meget af at holde møder i weekenden. Så om lørdagen inviterede han folk hjem, hvor de så skulle aflægge rapport om, hvordan det gik med forskellige ting. Han kom typisk forbi privat fredag aften og sagde: »Hvad siger du til at komme forbi og få en iste hos mig i morgen ved 10-tiden?«. Det var stort set hver lørdag, at man blev bedt om at være der,« fortæller Karsten Malmos.

»En anden ting, jeg bemærkede, da jeg kom til USA, var synet på det at rejse i forbindelse med jobbet. Det lå i kulturen, at man var klar med det samme, når virksomheden havde brug for én i udlandet. Når der var problemer et sted, f.eks. i Australien eller Belgien, så tog folk af sted med det samme uden betænkningstid. De fik lige lov til at hente en tandbørste og så af sted i to måneder, hvor der var arbejde 70 timer om ugen, inklusive lørdag og søndag. Og der var aldrig tale om afspadsering eller noget. Måske betalte vi for, at konen kunne tage over en weekend og besøge dem, det var de meget glade for,« fortæller Karsten Malmos.

Europæisk skepsis

»Men når vi bad vores europæiske kolleger om at gøre det samme, var der en forventning hos dem, at de kunne afspadsere deres over- og weekendarbejde hen ad vejen. Det ville aldrig ske med en amerikansk medarbejder,« fortæller Karsten Malmos, der generelt har den opfattelse, at de amerikanske medarbejdere i højere grad tager ansvar for de opgaver de får, at de virkelig yder deres ypperste for at få dem løst og ikke bruger alle mulige smutveje for at løbe bort fra ansvaret.

Du fortæller, at amerikanerne efter din opfattelse arbejder mere, men mange peger på, at de amerikanske medarbejdere er markant mindre produktive sammenlignet med eksempelvis danske medarbejdere?

»Det er en europæisk myte, mener jeg. Det væsentlige herovre, det er, at du giver en medarbejder et konkret ansvar, og så vil vedkommende yde rigtig meget for at løse opgaven. Hvis det går godt, så får han eller hun en belønning, hvis ikke det kører, så finder man hurtigt en erstatning. Det ved folk i USA, så de er oppe på mærkerne for at løse opgaven, og de er derfor villige til at gå langt for at få succes.«

I det hele taget oplever Malmos, at amerikanerne gør tingene mere 100 procent, fordi de ved, at de skal have succes, hvis de ikke skal ende med fyreseddel i hånden. Og at være arbejdsløs i USA er ikke sjovt, hvor man kun i en ganske kort periode får understøttelse, som er markant lavere end dagpengesatsen i Danmark. Så det gælder om at levere varen hver gang.

Alt eller intet

»At det er sådan, får folk til at gå lidt mere direkte og radikalt til værks. Jeg har bl.a. bidt mærke i, at nogle medarbejdere i Tyskland, da jeg bad dem skifte job internt i vores virksomhed, ikke tog skridtet fuldt ud. De skulle flytte til en anden by for at arbejde der, men de solgte ikke deres gamle hus, fordi hvis nu det ikke gik godt, så kunne de altid flytte tilbage. Sådan er det ikke i USA. Jeg selv forlod ALT i Danmark, da jeg flyttede til USA, så jeg vidste, at det skulle gå. Den kompromisløshed tror jeg får folk til at præstere bedre,« siger Karsten Malmos.

Han fortæller om direktøren og bestyrelsesformanden hos Tyco, der stillede utroligt store krav til folk. Bl.a. om at de skulle behandle virksomhedens midler som deres egne penge, så der skulle ikke bruges en penny mere end nødvendigt.

»Så det var strengt forbudt at komme et frimærke fra firmaet på privat post, ligesom man ikke kunne drømme om at tage legetøj med hjem, selv om det stod overalt. Her var vores bestyrelsesformand virkelig oppe på dupperne, hvilket da også betød, at ikke så få chefer røg ud, bl.a. fordi de nogle gange brugte virksomhedens midler til hotelophold, der havde karaktér af private arrangementer,« fortæller Karsten Malmos.

Det lyder næsten som management by fear?

»Jeg vil kalde det management by example. Det forventedes, at man overholdt reglerne, for hvis det øverste led i en virksomhed ikke gør det, gør næste led det helt sikkert ikke. Så han førte selv an mht. til at være sparsommelig. En af hans bedste venner gennem 20 år, en salgsdirektør, havde et hotelophold, som ikke var 100 procent firmarelevant. Han fik 10 minutter til at forlade virksomheden!«