MISSION DE VIEJO/PALMDALE: De unge forlovede, Josh og Karissa, er hoppet på tvangsauktionsbussen.

Den kører hver lørdag fra parkeringspladsen i Mission De Viejo en forstad til Los Angeles. For Josh og Karissa fører dens rute lige ind i et drømmeland, de for bare fåår siden ikke troede var åbent for dem; det drømmeland, som det er at eje sin egen bolig i det sydlige Californien.

»Vi leder efter et lille hus eller en lejlighed tæt på vores kirke,« fortæller de, mens de går rundt i en slidt, men charmerende villa i to plan med amerikansk køkken, tv-stue med pejs og tre værelser med toilet og bad. Det ligger i et stille kvartér med børn på vejen og basketballkurve i indkørslerne, og det er ikke det eneste, som er gjort af et ungt pars drømme; det er prisen også. I juli 2007 blev huset vurderet til 3,5 millioner kroner. I dag koster det 2,2 millioner kroner, og der er åbent for forhandling. Gennemsnitsprisen for et amerikansk hus faldt alene i august med 12 procent.

»For to år siden ville vi ikke have haft en ærlig chance for at finde noget, vi kunne betale. Nu har vi måske,« fortæller de med håb og forventninger skrevet i ansigterne.

Josh Kompa, en 25-årig biomediciner, og Karissa Meyer, 21 år og sociologistuderende, er to omvandrende bekræftelser af et gammelt mundheld: at den enes død, er den andens brød.

Deres held er, at USA er ramt af en tsunami af tvangsauktioner. Ifølge de seneste tal fik 303.800 amerikanske boligejere i august brev fra deres banker og kreditinstitutter med advarsler om, at de var på vej mod tvangsauktion. Antallet af tvangsauktioner, som rent faktisk gik igennem, steg i samme måned med 27 procent sammenlignet med august 2007. Af alle stater er kun Nevada ramt hårdere end Californien. Her er foreløbig ét ud af hvert 130. hus blevet offer for kreditkrisen roden til den panik, som i de seneste uger har gennemrystet nationen og truet med at sætte alt i stå.

Nogle kvarterer er hårdere ramt end andre. I byer som Stockton ved San Francisco eller Palmdale nord for Los Angeles ligger hele og halve gader øde. Men ingen kvarterer går fri, og selv den tidligere verdensmester i boksning, Evander Holyfield, er i fare for at miste et hus. Inklusive 109 værelser, 17 badeværelser og en bowlingbane.

Amerika ville dog ikke være Amerika, hvis der ikke var nogen, som så muligheder i krisen. For hver dommedagsprofet, som forudser det amerikanske samfunds snarlige fald, er der altid en amerikaner, som er klar til i praksis at bevise det modsatte. Måske er vanskelighederne denne gang for store, måske ikke. Men det er denne entreprenante sjæl, som forfatteren Cullen Murphy hentyder til, når han i sin bog »Are We Rome?« skriver om den ukuelige vilje til at forbedre sine levevilkår uanset gældende odds som et særligt amerikansk karaktertræk. Antistoffet mod sammenbruddet er overalt, skriver Murphy: »Antistoffet er at være amerikaner.«

Det er her, tvangsauktionsbussen kommer ind i billedet.

Ideen er skæv, men egentlig indlysende enkel. Det er en af den slags ideer, som vinder priser, og firmaet bag Repohometour er med deres lørdagsture med bus til huse på tvangsauktion netop blevet kåret til årets bedste, lille virksomhed i Californien.

»Jeg ved, det lyder skørt: en ejendomsmægler som årets virksomhed midt i den værste boligkrise i nationens historie,« erkender manden, som skabte Repohometour ejendomsmægleren Cesar Dias fra Stockton: »Men tvangsauktionerne har skabt et marked af ledige huse, som mange nu har en chance for at overtage. På en måde er vi med til at holde den amerikanske drøm i live.«

Hans idé har bredt sig til byer i hele staten. Repohometour har også fået busser i Nevada og Florida. Cesar Dias kollega i Mission De Viejo, Glenda Ulloa, læste om det på nettet, og nu er hun en af hans associerede.

Denne formiddag i september kører Glenda Ulloa sine kunder ud til otte huse, som er på tvangsauktion og lige til at rykke ind i. Priserne går fra 900.000 til fire millioner kroner. Et af dem, en overdådig villa på 300 kvadratmeter og med fem soveværelser, kan fås for to en halv million kroner. Et fund på disse kanter. For et år siden lød vurderingen på det dobbelte.

»Jeg vil ikke lyve og sige, at krisen er overstået,« fortæller hun fra sin plads forrest i bussen: »Folk er stadig meget tøvende overfor at købe. Markedet er ikke stabilt, og de vil først have en fornemmelse af, om nedturen er slut. Det er også blevet sværere at optage lån. Men bankerne er pressede, og de har måttet overtage så mange huse, at de er villige til at gå ned i pris for at slippe af med dem. Vi begynder at se interesserede købere, som vi ikke har set i de mange år.«

Ikke alle ser det som en lykkelig historie. Bag hver en tvangsauktion ligger en families tragedie, og deres naboer hilser af og til Glenda Ulloa og hendes bus velkommen med ukvemsord og trusler.

»De synes, vi er forfærdelige mennesker, som udnytter andre folks ulykke. Men jeg er ikke et dårligt menneske. Vi gør en god tjeneste,« siger hun.

Glenda Ulloa taler ikke bare for sin syge moster. Bølgen af tvangsauktioner og de mange, tomme huse skaber problemer, som ingen rigtigt taler om endnu, men som langsomt begynder at dukke op til overfladen. Det er en skræmmende historie, som de er alt for godt bekendt med i Palmdale.

Varmen har sneget sig op over 40 grader, og på hjørnet af 21st Street og Avenue 06 i den sovende bjergby står luften stille.

Det samme gør Cesar Jacobo og Anthony Bonelli. Som kommunens særlige ordensbetjente er de kaldt ud til endnu et hus, som er blevet vandaliseret. De kigger trist på den flade bungalow, hvor affaldet flyder i indkørslen. Flere vinduer er smadret. Der er malet graffiti overalt.

»Det er en 7er. Måske en 8er,« siger Cesar en lille, tæt hispanic.

»Hmmm, en 8er,« bekræfter Anthony en stor, kraftig mand.

En 8er på kommunens skala vil sige et hus, som skal have tilkaldt det store rengøringshold, hvis det nogensinde skal reddes. Cesar og Anthony har i de seneste måneder haft et par enkelte 10ere. Huse, som ikke stod til at redde. De fleste ligger midt på skalaen, og i snit koster det Palmdales skatteborgere 25.000 kroner at få gjort et hus beboeligt igen. I august måtte byen på den måde punge ud for cirka 700 huse alle forladt som følge af tvangsauktion.

»Folk smutter bare. En dag er de der, den næste er de væk,« fortæller Anthony: »De stikker af til andre stater, og vi finder dem meget sjældent. Så hænger bankerne på huset. Det burde være dem, som bekymrede sig om at holde husene i ordentlig stand, men de magter det ikke. Så bliver det vores problem.«

Og problemet er til at fåøje på. Inde i huset er der tydelige spor efter den bande, som for en nat eller to har brugt stedet som skjulested. Deres »tags« bandernes specielle kendetegn er spraymalet på væggene. På gulvet ligger brændt sølvpapir og en ske efterladenskaber fra et fix. Pornoblade og -film er spredt mellem videoer med børneprogrammer. De sidste formentlig efterladt af husets oprindelige beboere. Der stinker af rådne madrester fra et møgbeskidt køkken.

»Vi kunne selvfølgelig bare se den anden vej, men der bor stadig ordentlige mennesker i kvarteret. De har børn, og de har krav på beskyttelse. Hvis vi ikke konstant holder opsyn, rykker banderne ind for at sælge narko,« forklarer Cesar.

At han har ret, står klart ved det næste, vandaliserede hus på deres liste bare 100 meter derfra. Mens de to betjente går huset efter, kommer en tynd, ung afroamerikaner med kroppen dækket af fængselstatoveringer forsigtigt ind i baggården. Han siger, at han bor ved siden af og blot vil høre, om huset er til leje.

Da Cesar og Anthonty går ham på klingen, indrømmer han, at han er prøveløsladt og bare hænger ud i kvarteret.

»Han er formentlig vagt for en af banderne,« siger Anthony, da knægten er forduftet: »Han skulle lige sikre sig, at det ikke var en af deres konkurrenter, som forsøgte at rykke ind. Nu kan vi håbe, at vi har skræmt dem væk.«

Tilstande som i Palmdale er det, som andre californiske byer frygter. Det er ikke mindst derfor, at Repohometour er blevet kåret til årets virksomhed. Myndighederne har forstået faren; jo hurtigere de tomme, tvangsauktionerede huse kan blive beboet af seriøse par som Josh Komba og Merissa Meyer, jo mindre er risikoen for, at banderne rykker ind.

»Vi forsøger at finde ordentlige mennesker, så kvartererne kan komme i omdrejninger igen. Nogle er jo nødt til at rydde op i alt det her rod,« siger Glenda Ulloa fra Mission De Viejo. Hendes bustur fortsætter til langt ud på eftermiddagen. Næste lørdag venter et nabolag på den anden side af byen. Og næste lørdag med. Det er ikke tomme huse, der er mangel på.