PHOENI

Til den ene side sidder en yngre ejendomsmægler. Han hedder Jim.

Jim er klædt, som en filminstruktør forestiller sig en ejendomsmægler. Med spidse sko, oliekæmmet hår, iPhone og et lettere koffeineret væsen. Men hvem kan fortænke ham, for der er forretninger i luften.

Under boligboblen her i Phoenix solgte han til boblepriser, der steg mellem 20 og 30 procent hvert år, og nu sælger han til tvangsauktionspriser og ofte de samme huse.

»Hvem vil ikke købe til de priser,« spørger han og peger op på den storskærm, hvor vi kan se, hvilket hus der nu er under tvangshammeren.

Og husene er ganske rigtigt i den store udsalgskasse. Selv auktionarius noterer det:

»Pengene sidder ikke løst på jer,« siger han på et tidspunkt.

Til den anden side sidder en ældre ejendomsmægler. Han hedder også Jim.

Han er tidligere formand for ejendomsmæglerne her i Phoenix, han er i det hele taget meget »tidligere« og klædt afslappet som en mand, der ikke længere behøver spinde for sine klienter.

»Se det hus,« siger han og peger i kataloget på en fladligger af en villa. »Jeg var med til at sælge de huse i 1980erne. Vi solgte dem til godt 80.000 dollar dengang. I dag gik den dér til under 80.000 dollar mindre end hvad huset kostede for 25 år siden.«

Så vil du købe, spørger jeg ham.

»Jeg behøver ikke,« siger han, og han siger det uden at lyde pralende. »Jeg købte en del jord under recessionen i 1992, og ti år senere var byen vokset ud til jorden.«

Den ældre Jim er her mest for nysgerrigheds skyld, siger han, og han er enig med yngre Jim. Der er gode forretninger at gøre, og priserne vil komme op igen.

»Uden tvivl. Det store spørgsmål er bare: Hvor længe skal du vente? Hvor længe kan du vente?«

På storskærmen ryger endnu et hus, og auktionarius grynter. Hans fem procent i salær er tydeligvis fem procent af noget mindre, end han regnede med.

150 er under hammeren i dag her på Arizona Biltmore i Phoenix, der sammen med Las Vegas har den tvivlsomme ære af at være nummer ét i faldende huspriser. I de fede år var højden den syvende himmel, nu synes bunden at være Dantes syvende bodskreds. Bare i løbet af det seneste år er priserne i Phoenix gennemsnitligt faldet med 34 procent, og præsident Obama kom meget apropos i sidste måned hertil for at offentliggøre sin pakke til nødstedte husejere.

Men det er formentlig ikke kun priserne, der trækker tilskuerne til. Det er også trafikulykke-syndromet, fø- lelsen af drama. Indtil for ganske nylig boede der mennesker i de tvangssolgte huse, familier med børn, stationcar og hvidt stakit. Ældre ægtepar med en blød stol i solen, huse med en bankende puls, og pludselig en dag blev det hele ramt af en økonomisk neutronbombe, menneskene forsvandt, husene blev stående, og som store fugle med bøjet næb kredser vi i dag om resterne af drømmen. Så mange er vi, at brandinspektøren er mere koffeineret end yngre Jim, mennesker bræmmer ud af salen og ud i foyen og ud foran hotellet, han dirigerer rundt med dem, og tre gange bliver auktionen udsat.

Dagens begivenheder er en håndgribelig lektion om fødekæden på ejendomssavannen, og det er også en parafrase over den talende pegefinger, som enhver jysk dreng og pige har hørt. Den, der flyver højt, falder dybt.

Finanskrisen og recessionen er svær at fange i en pipettedråbe. Hvordan kunne vi det ene øjeblik være så rige som nogensinde i historien, og nu sidder vi så bare her med en kludebunke af spillekort? Det ene øjeblik talte vi om samtalekøkken og udekøkken, og nu er vi lykkelige for bare at have et laminatkøkken? Hvordan kunne tilværelsen foretage sådan en håndbremsevending?

Forklaringen inviterer til årtier af afhandlinger, sofistikerede og omstændelige, men her i salen er forklaringen også rystende simpel. Lidt som Neil

oung på en god dag. Det hele er i fire vers og et omkvæd.

For efter auktionen gik jeg i ejendomsregistret i Phoenix og forsøgte at finde ud af, hvad en række auktionsejendomme tidligere var handlet til, og et urovækkende mønster tegnede sig: Vi gik simpelthen gak-gak i begyndelsen af årtusindet. Det var ikke en guldalder eller jazz-alder, det var en platinalder på jet-benzin, og hvis vi har en smule anstændighed, så er vi færdige med at grine af den hollandske tulipanboble i 1637, hvor et tulipanløg endte med at koste ti gange en årsløn. For som amerikanerne siger: »Been there, done that«.

Tag et hus på Rancho del Oro Drive 6505 i en velhaverforstad til Phoenix. Huset blev bygget i 2000 og solgt for 355.000 dollar; i 2003 blev det solgt for 439.000 dollar, og to år senere gik det for 885.250 dollar. Godt og vel en fordobling på 24 måneder.

Sidste år gik det galt, og banken overtog huset, og en mægler satte det til salg for godt 540.000 dollar. På tvangsauktionen faldt hammeren ved 300.000 dollar.

Én eller anden har skægget godt og grundigt i klemme. Forskellen mellem salgsprisen i 2005 og tvangsauktionen i 2009 er på 585.000 dollar, og husejeren hænger formelt på det beløb, men han er sandsynligvis personlig konkurs, og dermed hænger banken reelt på beløbet.

Og Rancho del Oro Drive er ikke det eneste eksempel. De 20 ejendomme, som jeg undersøgte, solgte på deres højeste for sammenlagt 8,5 mio. dollar.

På tvangsauktionen fik de hammerslag for sammenlagt knap tre mio. dollar.

Det er en forskel på 5,5 mio. dollar penge, som er forsvundet ud i den blå luft og betænk, at det kun er 20 ejendomme.

I 2007 og 2008 overtog amerikanske banker omkring tre mio. ejendomme, og Credit Suisse forudser i en ny analyse, at bankerne mellem 2009 og 2012 vil blive tvunget til at overtage yderligere 8,1 mio. ejendomme. Det er sammenlagt 11,1 mio. hjem eller hver ottende amerikanske hjem.

Det er slemt nok. Det er nok til at kuldkaste enhver økonomi.

Men det bliver kun værre, for den amerikanske finanssektor gjorde det samme ved husboblen, som Finn Nørbygaard gjorde ved sin aktieportefølje: Gearede den. Forsøgte at få mere ud af noget, der allerede var for meget.

Forbrugere, som aldrig skulle have haft huslån, fik huslån. Ingen indtægt? Ingen opsparing? Ingen udbetaling? Et par tætskrevne kapitler i RBI? No problemos, kunden fik bare et gangsterlån, som ville stige til en astronomisk rente om et par år, men så kunne han bare omlægge lånet og tage friværdien ud, for husprisen vil altid stige.

Mellem 2004 og 2006 var hvert femte boliglån et lån til C- eller D-lånere.

Finanssektoren samlede alle disse lån i store puljer kaldet MBS og solgte dem som obligationer til millioner og atter millioner af investorer.

Sektoren fandt også på et fænomen, som den kaldte CDO, og som er en kompliceret og super-gearet affære, som betyder, at mange investorer ejer dele i et huslån. De mest risikable og profitable lån blev således spredt ud på et hav af enkeltpersoner og institutioner, og ironisk nok mente store tænkere som forbundsbankchef Alan Greenspan, at det var den ultimative garanti for, at det ikke ville gå galt, og alle de analytikere, som har til opgave at kreditvurdere investeringer, gav CDO-investeringerne en pil opad.

Som om det ikke var nok, opstod endnu en forkortelse CDS, der er en forsikring mod tab på MBSer eller CDOer. Især forsikringsgiganten AIG tegnede for milliarder og atter milliarder dollar af forsikring på tab, men satte aldrig penge til side til tabene, for ejendomsmarkedet gik jo kun op og op og op.

Selvfølgelig ville enkelte husejere løbe fra deres lån, alle husejere kunne ikke betale deres ydelser, men industrien forudså i de fede år, at sådan en misligholdelse ikke ville føre til tab, for bankerne kunne bare videresælge ejendommene og formentlig med gevinst.

Da markedet begyndte at falde sammen, gik finanssektoren først ud fra et tab på fem procent på misligholdte huslån. Senere sagde den 40 procent. Men begge tal var alt for optimistiske.

Eksemplet fra Phoenix med mine 20 tilfældigt udvalgte ejendomme viser et tab på 65 procent. Eller med andre ord: For hver dollar, bankerne satte i disse lån, tabte bankerne 65 cents.

Unge Jim giver mig et visitkort. »Hvis du vil købe, så ring til mig,« siger han og peger endnu en gang op på storskærmen. »Med de priser er der ingen risiko.«

Jeg har en fornemmelse af, at han sagde det samme, da priserne var boblepriserne, og ældre Jim er også skeptisk.

»Jeg har været gennem et par recessioner før. 1982 var slem, 1992 var heller ikke god, men jeg lå ikke søvnløs om natten. Denne gang… den nuværende recession… den skræmmer mig. Først var vi for højt oppe, nu er vi for langt nede, og jeg aner ikke, hvordan det vil ende.«

Auktionarius sender sit radarblik ud over forsamlingen og kigger i min retning.

Jeg holder hånden nede, og ganske ukarakteristisk holder jeg også min mund.