REJSE, TRANSPORT, GENERELT, BÅDE, FLY, OVERNATNING, BUREAUKRATI, ISENKRAM

Kommentar til Fatima Asanoglu

Flag 08-04-10 ~3 minutters læsning · 610 ord

Dine mangfoldige indlæg er i strid med sandheden, og jeg håber ikke, at nogen tager dem seriøst. Lad mig korrigere:

Vedr. din påstand: ”stewardesserne nægtede at sælge en flaske vand til en syg mand. De solgte kun vin…”. Dette er meget langt fra både den L. Halbergs udtalelser samt fra virkeligheden. Der blev serveret gratis vand og juice ombord. Derudover blev der solgt øvrige drikkevarer. Da L. Halberg opdagede, at passageren havde brug for vand, fik passageren vand. Selvfølgelig uden betaling.

Vedr. dine påstande: ”en særdeles lækkert hotel på sin ferierejse med Tyrkiet Eksperten i Thailand med havudsigt og tæt på vandet” samt ”sit ønskehotel Royal Crown, som han havde bestilt med havudsigt og tæt på vandet”. Dette er ligeledes meget langt fra både L. Halbergs udtalelser samt fra virkeligheden. L. Halberg har bestilt en rejse til Scanway/Tyrkiet Ekspertens allerbilligste hotel af allerlaveste standard i Thailand. Dette fremgår tydeligt af den beskrivelse, han har bestilt ud fra, hvoraf det ligeledes fremgår, at der er ca. 1000 m til stranden og ingen havudsigt. Gæsten blev indkvarteret på et hotel af mindst lige så god standard lidt tættere på stranden. Han fik desuden 20 % af rejsens pris i kompensation.

Vedr. din påstand ”de har tonsvis af klagesager”. Dette er ikke korrekt, og ingen vil kunne bekræfte din påstand, idet 19 vist ikke er helt det samme som flere ton!

Vedr. din påstand: ”Tyrkiet Eksperten solgte rejser derned til hotellet, selvom det havde været lukket i 5 uger og ikke ville åbne igen”. Ved pågældende families ankomst til Alanya havde Vega Star været lukket i 10 dage, og vi havde fået teknikernes bekræftelse på, at det ville åbne til de nye gæsters ankomst. De blev flyttet til et hotel af tilsvarende middel standard. De er tilbudt 50 % af rejsens pris i kompensation. Det er ca. 35 % mere, end ankenævnet normalt ville tilkende i et sådan tilfælde. Hotellet har været åbent og har fungeret uden problemer i de sidste 3 måneder.

Vedr. din påstand: ”og han aldrig kommer til at betræde nogen af deres fly fremover” kan jeg blot tilføje, at pågældende skal rejse med Scanway/Tyrkiet Eksperten igen i næste måned. Til samme lufthavn. Med samme flyselskab.

Vedr. din påstand: ”Flere kom til skade” samt ”at stewardesserne ikke var uddannet til at hjælpe passagererne ud af flyet i en nødsituation”. Dette er usandt. Hverken myndigheder, eksperter, ankenævn, klageinstanser eller andre professionelle har kritiseret hverken Scanway/Tyrkiet Eksperten eller Onur Airs håndtering af sikkerhedslandingen. Spørg Statens Luftfartsvæsen, om de har anmærkninger til sikkerheden, inden du udtaler dig som selvudnævnt ekspert på området.

Vedr. din påstand: ”den mand som sad med alle klagesagerne i ankenævnet, hvor forfærdeligt Tyrkiet Eksperten gebærdede sig” + ”En medarbejder fra Rejseankenævnet fortalte, at man havde svært ved at finde ud af…”. Det kan umuligt være Kontant, du henviser til. Pakkerejse-Ankenævnet deltog på ingen måde i udsendelsen og kommenterede på mærkværdig vis slet ikke alle de konklusioner, der blev draget med henvisning til selv samme ankenævn! Kan det tænkes, at de ikke ville bekræfte konklusionerne?

Vedr. din påstand: ”der var stærke muligheder for, at de gik konkurs”. Det har Kontant aldrig påstået. Lad være med at pålægge tv-programmet din frie fantasi. Vores virksomhed har en sund økonomi og har haft overskud hvert år siden virksomhedsstarten i 1997.

Det ville være på sin plads, om du snart holdt op med at skrive så meget sludder om vores virksomhed. Det er dejligt, du er glad for at flyve med Cimber Air. Hold dig til at annoncere for dem i stedet for al det vrøvl, du skriver for at skade andre. Det er usmageligt.

Med venlig hilsen

Scanway/Tyrkiet Eksperten

Iben T. Winther

Kundechef

Skribentmail: