Referat af 2. møde for en Dansk Forening/klub i Alanya
Efter det første møde på Mambo Cafe – hvor ca. 52 personer mødte op – blev det aftalt at fortsætte til et lidt mindre forum for at arbejde videre.
Den 23. marts blev der således afholdt møde i lokalerne i Golden Dream, Oba, som formentlig bliver det nye samlingssted for foreningen. Faciliteterne/lokalerne er i et tidligere hotel, hvor værelserne er omdannet til lejligheder og solgt. Tilbage er restauranten, hvor vi kan få stillet et lokale på ca. 50 kvm. til rådighed (vederlagsfrit) – og kan benytte omgivelserne (restaurant, swimmingpool, billardbord m.v. til fordelagtige priser)
Til mødet kom der 22 personer.
Mødet strakte sig over ca. 2½ time – hvor man ivrigt snakkede om, hvorvidt foreningen skulle være en klub med et overordnet råd og så via frivillighedens vej se, hvem som gerne ville lave arrangementer for medlemmerne. Eller om det skulle være en forening efter dansk mønster med bestyrelse, kasserer og udvalg til arrangementer af forskellig art.
Efter sigende (det bliver undersøgt) skal de tyrkiske myndigheder muligvis involveres ved dannelsen af en forening.
Af potentielle medlemmer blev der gættet på omkring 500 stk.
Der blev også debatteret at ansætte en lønnet halvdagssekretær.
Blandt de fremmødte var der også mange interesserede, som gerne ville stå for forskellige arrangementer – enten i klub- eller foreningsregi.
Debatten rullede frem og tilbage med fordele og ulemper ved begge modeller (klub eller forening) – og efter lang tids snak uden endelig enighed, blev der udvalgt 5 personer, som skulle have en snak – med forhåbentligt et konstruktivt resultat/oplæg til forelæggelse for hele gruppen, således at vi kan arbejde videre med enten en klub eller en forening.
Det lille møde holdes den 30. april – og herefter forelægges resultatet for hele gruppen den 6. maj.
Samtidig hermed holder ca. 8 frivillige personer møde m.h.p. strukturering af den frivillige indsats omkring forskellige arrangementer for medlemmerne.
En ting blev dog slået fast : Alle ønsker at arbejde for etablering af en forening eller en klub – så vi forventer at bringe nyt snarest.
Der er lang vej igen – men vi arbejder alle seriøst videre – til gavn for danskerne i Alanya og omegn.
Referaterne af møderne vil blive lagt ind på www.daty.dk
Alanya, den 24.03.06
John Nielsen