Om internetopkobling:
Det har været vanskeligt at finde ud af hvordan man fik en Ipad tilsluttet 3G-nettet hernede. Vi spurgte hos alle tre teleselskaber, og hos Turkcell og Vodafone fik vi besked om først at henvende os på skattekontoret for at registrere Ipad’ens EMEI-nummer, hvilket ville koste 100TL. Ved Avea, som er det billigste selskab, skulle vi tilsyneladende kun vise pas, som blev kopieret og sendt til Ankara til godkendelse. Vi kunne dog umiddelbart købe et mikro-simkort til 32TL samt 4 Gbyte internetadgang til 40TL, hvilket vi gjorde i håb om at godkendelsen ikke varede alt for længe.
Vi ventede i to uger uden resultat. Vi fandt så ud af, at simkortet kunne bruges i HTC-smartphonen, og da den kan bruges som router mod internettet og som wifi-hotspot mod Ipad’en, var alle problemer tilsyneladende løst, vi var online!
En uge senere modtog vi en sms på tyrkisk, som vi fandt ud af betød at Avea ville lukke for telefonen efter 5 dage. Efter aftale med Avea-kontoret i City Alanya satte vi simkortet i en anden smartphone, så kunne man håbe at den telefon stadig ville virke. Efter 5 dage viste det sig dog, at der blev lukket for begge de danske telefoner, og simkortet virkede nu kun på en tyrkisk telefon!
Efter lidt snak frem og tilbage fik jeg selv lov til at snakke med Avea i Ankara, og det viste sig at det er rent skatteteknisk at udlændinge nu skal betale 100TL for at kunne bruge deres udenlandske telefon eller Ipad til internettet. Det vidste manageren hos Avea i Alanya ikke, men det blev han så klar over nu.
En anden udvej er at lade en IT-kyndig ændre EMEI-nummeret på telefonen (det er bare et serienummer) til et tyrkisk nummer, således at teleselskaberne ikke kan se at det er en udenlandsk telefon og at der dermed ikke er betalt afgift til Tyrkiet! Det koster 80TL, men er naturligvis ulovligt.
vh
Carl Erik