Dette blot en lille advarsel til andre udlændinge i Spanien. Vi bor lidt udenfor Granada, og i sidste uge fik min mand ”besøg” af en meget fremturende og anmassende herre fra et gas revisions firma. Han fortalte med meget store fagter og ord, at der ifølge loven skulle foretages eftersyn af vores gasinstallation hvert femte år, og at det var lige netop NU på dette tidspunkt!
Min mand, som ikke er velbevandret udi det spanske endnu, prøvede dels at fortælle, at han ikke forstod eller talte meget spansk, dels om revisionen ikke kunne finde sted på et senere tidspunkt, når der var spansktalende i huset. Han fortalte også at vi boede til leje og altså ikke var ejere af lejligheden. Men ”No-no-no, Señor!” Det kunne absolut ikke lade sig gøre at vente. Min mand tænkte egentlig ikke videre over dét, og han lod ”inspektøren” komme indenfor (han stod faktisk allerede i køkkenet) og foretage sin ”inspektion”og udfylde fine skemaer og papirer. ”Inspektøren” skiftede en stump slange på vores iøvrigt helt nye gasvandvarmer, og min mand signerede og betalte! (ja, det var usmart, men min mand var i god tro og inspektøren som sagt overbevisende og frembrusende. Som min mand sagde: ”Han ville også have kunnet tage r…. på mig i Danmark”)
Da vi fremlagde regningen for vores udlejer, var hun dybt uforstående, idet hun allerede har tegnet kontrakt med et andet firma for det lovpligtige eftersyn, som først skulle finde sted i 2008!
Nu kæmper vi så for at få vores penge tilbage, vi er i modsætnig til andre så heldige, at gasfirmaet faktisk eksisterer!, så der er da håb :o)
Nu har vi læst på bl.a http://www.nerja.org/residentes/index.php?apdo=actual_ing at det åbenbart er ”sæson” for mere eller mindre legale inspektioner af gasinstallationerne, så vi vil altså lade advarslen gå videre: Luk ikke nogen ind, med mindre der ligger en klar aftale med udlejer/ejer. Bed evt. om at få en kopi af allerede eksisterende kontrakt Contrato De Mantenmiento, den skal nemlig bruges som dokumentation, hvis man har været lige så uheldige (naive) som os.
Med venlig hilsen
Annette
www.goto-spain.com