HAMMERFEST: Da Ole-Gunnar Rasmussen voksede op, drømte han om at komme væk fra Hammerfest. Hvad skulle han i den forblæste flække ved Barentshavet? Her kunne han blive fisker som sin far og hans far før ham. Hvis han var heldig, kunne han få job på byens eneste større arbejdsplads, den kriseramte fiskefabrik. Ingen af delene tiltalte ham.

»Hvis du havde fortalt mig for ti år siden, at jeg skulle bo i Hammerfest, så havde jeg sagt »aldrig«,« siger 33-årige Ole-Gunnar i dag.Dengang – for bare ti år siden – tænkte mange af hans kammerater det samme. De så ingen fremtid i det fattige fiskerleje på Norges yderste nordkyst. Ole-Gunnar flyttede til Tromsø og blev maskinmester. Hans kammerater rejste til Bergen eller Oslo. Byens indbyggertal faldt hvert eneste år.Sådan var det dengang.I dag har Ole-Gunnar netop købt hus i Hammerfest. Sammen med kæresten Kine og deres lille datter, er han flyttet tilbage til den by, han ellers havde forsvoret. For Hammerfest er en anden i dag. Den er en af Nordnorges rigeste. Den er ikke længere kendt for sin fiskefabrik men for store tankere med flydende naturgas, der lægger til nær den gamle fiskerihavn. Ole-Gunnar arbejder som driftsoperatør på det vældige naturgasanlæg, der i dag står for fem procent af Norges samlede naturgaseksport.»Hammerfest er blevet et helt andet sted. Mange af mine kammerater er vendt tilbage,« fortæller Ole-Gunnar.

By i forvandling

Hammerfest er blevet en anden by. Det hører man igen og igen i den snedækkede, vintermørke samling huse her hundredevis af kilometer nord for Polarcirklen. De færreste ønsker sig tilbage til tiden, før gassen begyndte at strømme fra Snøhvit-feltet i Barentshavet. »Dengang« betyder tilbagegang i Hammerfest. Dengang man næsten skammede sig over de afskallede facader og tomme butiksruder.

I dag er magre år ude af øje og ude af sind. Fiskefabrikkens gamle bygninger i byens hjerte er revet ned. I stedet har kommunen bygget et »Arktisk Kulturcenter« med både 3D-biograf og koncertsal. Den vælvede bygning står på grunden ved den gamle fiskerihavn – lige over for tatovøren og VVS-manden – og lyser i bølgende blå og lilla nuancer. »Som nordlys,« siger kommunalchefen stolt.Ved siden af kulturhuset ligger en larmende byggeplads, hvor det italienske olieselskab ENI er i gang med at bygge nyt hovedkvarter. Den gamle havnefront har fået smarte cafeer, et lille galleri og et nyistandsat bibliotek. Senest er kommunen, nu en af Nordnorges rigeste, gået i gang med at lægge varme i fortorvene på byens centrale gader, så man slipper for at rydde sne.Hammerfests forvandling har vakt opsigt mange steder højt mod nord – også i udlandet. Man har for længst haft besøg af delegationer fra både Færøerne og det nordlige Rusland, der ligesom Grønland håber og tror på råstofferne som vejen til bedre tider.For Hammerfest fortæller en hel del om råstofdrømmen. Også den del, der slår gnister: Løngabet er øget, fiskeriet er falmet, og lokalsamfundet stod splitttet, da tusindvis af bygningsarbejdere indtog byen.

Naturgassens bagside

Kilden til Hammerfests rigdom, gasanlægget lidt uden for byen, var nemlig ikke noget almindeligt byggeri. En hel lille ø, hvor der før gik kvæg, blev forvandlet til en byggeplads for det hidtil største og dyreste stykke industri i Nordnorge. Her ligger i dag et gigantisk pumpeanlæg for de undersøiske rørledninger fra Snøhvidt-feltet. Her renses og fryses gassen i et køleanlæg, der rejser sig som fire enorme siloer, der kan ses overalt fra byen. Da arbejdet var på sit højeste i 2006, talte arbejdsstyrken derude 3.100 mand.

Det kunne mærkes i en by med titusinde faste indbyggere. Selv om langt de fleste arbejdere boede i midlertidige boliger nær byggepladsen på Melkøya, så satte de deres præg på byen i årevis.»Pigerne holdt op med at gå ud. Der var vældigt mange fyre,« husker Edel Maria Brynjulfsen, der er indehaver af kunstgalleriet på havnen i Hammerfest.Det kom ofte til slagsmål, og de lokale holdt sig oftere hjemme om aftenen. Prostitution blev en sag, som lokale politikere måtte forholde sig seriøst til.»Det var et chok i sådan en lille by som vores. Der var en ganske spændt stemning,« siger Eirik Palm, der er redaktør af den lokale avis, Finnmark Dagblad.Det varede i fem år.Situationen blev først bedre, da anlægget gik i drift i 2007. Nu var det fastboende ansatte, der skulle varetage arbejdet. Det var et krav fra det norske Storting og en aftale, som både kommunen og Statoil i dag erklærer sig tilfreds med.»Det er en fordel for os, fordi vi gerne vil have stabil arbejdskraft,« siger Øivind Nilsen, der er produktionschef på LNG-anlægget på Melkøya.

Tro på fremtiden

I dag vokser Hammerfest mere naturligt. Der bygges nye villakvarterer til de over hundrede nye indbyggere, der hvert år kommer til den boomende gasindustri. På byens tekniske gymnasium er »kemi og proces« den uden sammenligning mest populære linje, fordi den giver noget nær garanti om et job i gasindustrien, siger Eirik Palm fra Finnmark Dagblad.

»Men det vigtigste er den psykologiske forandring. Folk tror på en fremtid her,« siger han.Der er til gengæld ikke mange, der ser fremtiden i byens gamle erhverv: fiskeriet. Arbejdsforhold og lønninger kan ikke hamle op med råstofbranchen. Det er næsten umuligt at hyre folk lokalt, fortæller fiskerskipperen Geir Skogheim.»Hammerfest er stadig en fiskerby. Selv om de får en rus af olien nu, så er den jo midlertidig,« siger Geir Skogheim, da vi møder ham på den gamle fiskerihavn.Men miljøet har ikke været et hovedemne i Hammerfest. Miljøforeninger har end ikke nogen repræsentanter i byen, selv om klimaforandringer og risikoen for katastrofale olieudslip har udløst heftig debat på landsplan.

Økonomisk hedetur

I Hammerfest taler folk mest om de nye facader, overfloden af arbejdspladser og de snart opvarmede fortorve. Og selvfølgelig den økonomiske hedetur, som sætter sit præg på en by, hvor boligpriserne har nærmet sig visse kvarterer i Oslo. Skellet mellem de, der kan købe, og de, der ikke kan, er blevet mere markant.

»Bagsiden af medaljen er nok de stigende priser. Det er på en måde blevet mere opdelt. Det kan jo være svært at købe hus, hvis den ene partner ikke arbejder på Melkøya,« siger Ole-Gunnar Rasmussen om gasanlægget på Melkøya.Men det er mislyde i en maskine, som de færreste her ønsker at stoppe. Hvem ønsker sig tilbage til dengang, da der slet ikke var job at få? Tværtimod forbereder man sig på på det næste Klondike endnu længere mod nord.Den lille by Honningsvåg i Nordkap kommune kan blive det næste Hammerfest. Her skal olien fra det store oliefelt Skrugard pumpes i land.Stemningen blev sat allerede på forsiden af den norske avis Dagens Næringsliv, da oliemængderne blev bekræftet.»Den olie er som champagne!«