Selvtilliden var i top og kufferten fuld af nye faglige kompetencer, da Nathalie Skovgaard og hendes familie vendte hjem til Danmark i 2003.

Den 33-årige cand. scient. pol. havde både arbejdet på den danske ambassade og som EU-rådgiver i Malawis landbrugsministerium under familiens to og et halvt år lange ophold i Afrika.

Men nu trak familien, det danske skolesystem og vennerne. Udlandet skulle lægges på hylden i de næste år til fordel for job og hus i Danmark.

»Da vi rejste ud havde jeg knap et års erhvervserfaring fra et vikariat i Udenrigsministeriet. Jeg følte mig som en meget dygtigere medarbejder nu, hvor jeg vendte tilbage med yderligere to års erfaring. Så jeg kunne slet ikke forstå, at jeg kun blev kaldt til en jobsamtale i løbet af det første år,« siger Nathalie Skovgaard.

Mindre værd

Hun søgte 60-70 forskellige job. Først og fremmest stillinger som fuldmægtig eller mellemleder i det offentlige. Men der var ikke bid, uanset hvor godt hendes kvalifikationer matchede et stillingsopslag.

»Som helt nyuddannet blev jeg kaldt til otte samtaler i løbet af de første få måneder, men nu stod jeg med en masse udlandserfaring og var nærmest blevet mindre værd. Det var meget frustrerende,« siger Nathalie Skovgaard.

Hun forsøgte at bruge sit netværk af tidligere studiekammerater, ligesom hun kontaktede en del af de offentlige institutioner og virksomheder, der ikke havde indkaldt hende til en samtale.

»Det var her, jeg blev opmærksom på, at udlandserfaring kan være negativt. I en forvaltning fik jeg at vide, at jeg havde stået bedre hvis jeg havde haft et vikariat i Lejre kommune frem for et job i et afrikansk landbrugsministerium. De kunne ikke forholde sig til, hvad jeg havde lavet der. Et andet sted var forklaringen, at jeg ville kede mig i en kommunal sagsbehandlerstilling efter at have været i udlandet i flere år,« siger Nathalie Skovgaard.

Fodfæste i Danmark

Hun begyndte helt bevidst at nedtone opholdet i Malawi og tidligere studieophold i Frankrig og England i hendes ansøgninger. Alligevel var det først, da hun søgte en stilling for FN i udlandet, at hun blev kaldt til samtale. Hendes mand, Karsten Skovgaard, fik uopfordrede jobtilbud fra internationale organisationer, men gik ligeledes ledig herhjemme.

»Vores erfaring viste os, at hvis vi tog af sted inden vi fik fodfæste på det danske arbejdsmarked, så ville vi aldrig vende tilbage igen. Derfor turde vi ikke sige ja til job i udlandet. Vi er tæt knyttet til familien herhjemme, og har ikke lyst til en nomadetilværelse, hvor vi rejser fra land til land,« siger Nathalie Skovgaard.

Løsningen blev, at Karsten Skovgaard sagde ja til at blive udsendt til Senegal for Dansk Flygtningehjælp i to gange tre måneder. Men i længden var det en uholdbar løsning for familien, der også tæller Clara på syv år og Anemone på fire.

Brug for løntilskud

Nathalie Skovgaard havde ikke i sin vildeste fantasi drømt om, at hun blev nødt til at have et løntilskud med fra staten for at komme i arbejde.

Men sådan blev det. Efter halvandet års ledighed blev hun ansat i Direktoratet for Fødevareerhverv til en løn på dagpengeniveau. Få måneder efter, blev det heldigvis skiftet ud med en fast stilling. Og i september 2005 fik hendes mand job i Københavns Kommune,

»Vi vil gerne til udlandet og arbejde på et senere tidspunkt. Det er helt naturligt for os at komme ud og opleve verden på den måde. Men vi er fast besluttet på, at vi skal have et job at vende tilbage til næste gang,« siger hun.