JOB, PRAKTISK, UDSTATIONERING

Udstationering i Kina en udfordring for hele familien

Flag ARTIKEL 24-07-06 ~5 minutters læsning · 886 ord

SHANGHAI: Da Lars Dithmer i august blev ringet op en fredag eftermiddag og spurgt, om han var klar til at flytte til Shanghai for at stå i spidsen for opbygningen af et nyt salgsprogram for sin arbejdsgiver Alfa Laval, var han ikke i tvivl. Heller ikke selv om Kina sandsynligvis er noget af det mest fremmedartede, man kan udsætte sig selv for. Desuden indebar beslutningen, at han skulle rykke sin familie - inklusiv tre skolebørn - op med rod.

Han havde allerede talt med sin kone om, at de begge syntes, det kunne være spændende at blive udstationeret, hvis muligheden bød sig, så de blev hurtigt enige og forelagde idéen for deres tre børn på 6, 10 og 11 år, som også var positive. Mandag morgen vendte han tilbage til sin chef med et stort ja.

»Det var en hurtig udmelding, så min chef spurgte om, vi nu havde overvejet alle faktorerne, og han bad mig bruge lidt længere tid til at tænke over det. Det var nok sundt nok at blive udfordret på vores beslutning, selv om vi ikke var i tvivl,« siger Lars Dithmer, der har rejst til Kina mange gange gennem de seneste 10 år.

I en stor virksomhed som Alfa Laval, der leverer bl.a. varmevekslere, separatorer, pumper og ventiler til procesindustrien, træder der altid et fast program i kraft forud for en udstationering af en medarbejder og dennes familie. For eksempel fik Lars Dithmer og hans kone lov til at rejse ud og se på boliger, skoler og hospitaler, inden de tog den endelige beslutning om at flytte til Kina ved årsskiftet. Desuden var de på et lille introduktionskursus om landet, hvor der blev fortalt om kulturelle forskelle.

»Det var godt at komme helt på det rene med, hvordan vi sætter vores værdier i forhold til kineserne, så vi kunne forberede os mentalt. Især for min kone, som aldrig tidligere havde været i Kina,« siger han.

Bekostelig flytning

Når Alfa Laval forbereder sig så grundigt på en udstationering, er det naturligvis, fordi selve flytningen er en bekostelig affære, som ifølge konsulentvirksomheden PricewaterhouseCoopers typisk koster virksomheder en mio. kr. Derfor skal der skabes nogle gode familiemæssige rammer for at sikre, at den udstationerede kan nå virksomhedens mål.

For Lars Dithmer er udfordringen at få små projektteam på op til 10-12 personer fra den eksisterende organisation med salgs- og ingeniørafdeling i Shanghai med 190 medarbejdere til at tænke i systemløsninger for kunderne. Alfa Laval producerer komponenter til for eksempel bryggerier, juicefabrikker og den kemiske industri og vurderer, at der er et stort potentiale for energiøkonomiske anlæg i Kina. Derfor er målene sat højt, og der skal arbejdes flere timer end i Danmark.

»Forventningerne er større herude, og salgsmålene er relativt skrappe. Vi vidste, at min arbejdstid ville blive længere herude. Ikke mindst på grund af tidsforskellen til Europa, som kræver, at jeg overlapper sidst på dagen. Jeg har selv været med til at lave forretningsplanen, så jeg ved, hvad der skal opnås. Det øger selvfølgelig presset,« siger Lars Dithmer, der kører hjemmefra kl. 07.30 om morgenen og forlader kontoret kl. ca. 19.00 om aftenen.

Selv om han fik et lille kinesisk kursus hjemmefra, så kniber det stadig med kommunikationen, som er en af de største udfordringer.

»Kommunikation er generelt vanskeligt. Både på grund af sproget, men også fordi det ikke for alle er let at spørge ind til opgaven. Der er ikke den samme villighed til at stille spørgsmål, så min fornemste opgave som projektleder er at give klar besked og sikre mig, at alle har forstået deres del af projektet. Det gør jeg ved at blive ved med at spørge på forskellige måder, indtil jeg får det rigtige svar,« siger han.

100 pct. fokus

Selv om Lars Dithmer arbejder mere, end han gjorde derhjemme og har flere udfordringer end i Danmark, så er det alligevel et privilegium at være udstationeret.

»Rent professionelt er det bedste, at jeg har en anden mulighed for at koncentrere mig om mit arbejde, fordi jeg ikke behøver at tænke på at skulle klippe hæk eller feje fortov. Jeg kan fokusere 100 pct. på det her. Det er også en af de største værdier for os som familie, at weekenderne er hellige, hvis ikke jeg har noget, der skal være færdigt,« siger han.

Familien trives allerede godt, og det mener Lars Dithmer udelukkende skyldes den grundige forberedelse før udflytningen. For eksempel tog hans kone og de tre børn til IKEA hjemme i Gentofte for at udvælge de ting, som børnene ville have til deres nye værelser. Det var en tryg oplevelse for dem at se, at de kunne købe præcis de samme ting i IKEA i Shanghai.

Desuden havde Lars Dithmer fotograferet den nye bolig i Shanghai og forskellige mulige skoler, som børnene kunne gå på, så de selv kunne være med til at vælge og forberede sig mentalt. Som et led i forberedelserne gjorde familien også Troels Kløverdals rejseprogram fra

angtze-floden til en fast vane hver søndag, fordi det også gav indblik i, hvad det var for et land, de skulle flytte til.

Kontrakten lyder på to år, men Lars Dithmer regner med, at familien skal være i Shanghai længere. Ikke mindst fordi tiden går enormt hurtigt. Da han forleden spurgte sine børn, hvor længe de følte, de havde været i Kina, svarede de »kun et par uger«.