BEIJING: 29-årige Chen Bo har allerede sikret sig en uddannelse som ingeniør og et job med en månedsløn på 4.000 kr. Nu er han fast besluttet på at tage næste skridt ind i den kinesiske middelklasses rækker. Han vil have fast ejendom under fødderne. For uden egen bolig kan man godt glemme at blive gift, forklarer han. Boligjagten er derfor gået ind i Nanning i den sydvestlige Guangxi-provins, der er en af Kinas fattigste. Og hele familien er involveret.

»Uden støtte fra min familie er det ikke muligt for mig at få råd,« fortæller Chen Bo.

Men selv med økonomisk assistance er drømmen om en lejlighed i bykernen næppe inden for rækkevidde. Huspriserne i Kinas storbyer er så høje, at drømmen er urealistisk for langt størstedelen af den kinesiske befolkning, og der er ellers nye lejligheder nok at vælge imellem. Faktisk så mange, at millioner står ubeboede hen.

Ifølge en undersøgelse lavet af Credit Lyonnais Securities Asia, har Kina i dag 10,2 millioner tomme boliger, og fortsætter udviklingen, vil antallet af ubeboede huse og lejligheder stige med tre til fire millioner enheder om året. Mange af dem er bygget i perioden efter at den internationale finanskrise ramte verdensøkonomien og den kinesiske eksport, hvor Kinas modtræk var et byggeboom af historiske dimensioner. En hær af migrantarbejdere og gravkøer blev sat til at holde væksten oppe. Men byggerierne blev konstrueret i et rasende tempo og ofte uden det store blik for behovet.

»Der var ikke nødvendigvis nogen efterspørgsel. De kunne lige så godt have gravet grøfter eller plantet juletræer. Det er ren investering og ødelæggende for økonomien,« siger Anne Stevenson-Yang, researchdirektør i konsulentfirmaet J Capital Research i Beijing.

Massive investeringer førte til spøgelsesby

Resultatet er i dag synligt overalt i provinsen. Enkelte steder har byggeboomet ført til hele byer, der står mere eller mindre øde hen. Boligerne er solgt som investeringer, men ingen bor i dem, og byerne kaldes i dag spøgelsesbyer. Af dem er Ordos i Indre Mongoliet et af de mest ekstreme eksempler. Den gik fra at være kendt som Kinas Dubai til at være byen, der aldrig blev færdig.

Michael Ulfstjerne er antropolog ved Københavns Universitet og netop ved at lægge sidste hånd på en ph.d. om vækst og økonomiske kriser i nogle af Kinas ressourcerige områder. Han har fulgt udviklingen i Ordos tæt og forklarer, hvordan massive overskud fra den omkringliggende kulindustri strømmede ind i ejendomssektoren. Samtidig var lokalregeringen yderst gavmild over for dem, der skulle flyttes for at gøre plads til byggerierne. De fik en klækkelig kompensation, som ofte endte i nye boliginvesteringer.

»Med de her kompensationer var der ret fattige familier, som blev millionærer fra den ene dag til den anden. Det gav et enormt boost til ejendomsmarkedet, hvor hver familie i gennemsnit ejede fire lejligheder,« fortæller Michael Ulfstjerne. Alle tog del i ejendomsspekulationerne.

»Hvor vil du investere dine penge – aktier, obligationer, lån, en bankopsparing? I dit hjerte står det allerede klart – i ejendom her,« kunne man læse på store reklameskilte i byen. Der var bare et problem. Husene stod tomme.

»Selv om de var omringet af ufærdige bygninger, var det meget, meget svært for folk at forstå, at ejendomme kan falde i værdi,« erindrer Michael Ulfstjerne. Den form for optimisme og ukuelige tro på boligmarkedets opdrift har længe præget Kinas investorer. Og med ganske god grund. Prisniveauet i den kinesiske ejendomssektor har år efter år sat nye rekorder. Nogle steder er der tale om en femdobling i løbet af det sidste årti. Så de færreste i Ordos havde set det komme, da markedet kollapsede i slutningen af 2011. Den forventede tilflytning fandt aldrig sted. Pengene slap op, og byen gik i stå. I dag står hver fjerde bolig stadig tom.

Urbaniseringsplan skal fylde boligerne

Skrækeksemplet fra den indre mongolske slette er i særklasse, men står ikke alene. Det vidner de 10,2 millioner tomme boliger om. Spørgsmålet er derfor, hvad der skal til for at få priserne ned på et niveau, hvor den menige kineser kan være med. Dommedagsprofetier om en kinesisk boligboble af en anden verden dukker op med jævne mellemrum, og også internt i byggebranchen ser man store udfordringer forude.

»Jeg tror, at Kinas ejendomsmarked er som »Titanic«, og at det snart vil ramme isbjerget,« udtalte formanden for ejendomsmastodonten Soho China, Pan Shiyi, under en konference i maj. Boligmarkedet vil blive ramt først, og efterfølgende vil den finansielle sektor være i fare, advarede han. Andre brancheeksperter peger på, at antallet af boligkvadratmeter per indbygger i Kina nu er højere end i Japan, da den japanske boligboble var på sit højeste i slutningen af 1980erne.Den kinesiske regering mener til gengæld, at boligpriserne er ved at korrigere sig, og at faren for en landsdækkende boble ikke er stor. Med undtagelse af de mest moderne storbyer på østkysten faldt boligpriserne i resten af landet i årets første seks måneder. Centralregeringen planlægger, at en storstilet urbaniseringsplan skal fylde byerne i provinsen med tilflyttere fra landet. Om de er villige til at flytte afhænger i høj grad af deres mulighed for at flytte ind i et nyt hjem i byen.

I dag har de færreste råd. Og Ordos-modellen med lovning om genhusning og store kompensationer bliver næppe kopieret. Bystyret i det Indre Mongoliet er stadig dybt forgældet, mens et utal af borgere forgæves forsøger at få deres penge tilbage. Værst er situationen for de lokale indbyggere, der flyttede uden først at have modtaget hele kompensationen for deres jord eller en ny bolig.

»Tusindvis af familier flyttede efter en udbetaling på en tredjedel af kompensationen og med lovning om at kunne flytte ind i en ny leglighed, når byggeriet var færdig. I mellemtiden skulle de bo et andet sted. Og så gik ejendomsudvikleren rabundus. Så de har ikke noget at flytte tilbage til, de har ikke nogen jord, og de får ikke deres penge,« siger Michael Ulfstjerne.