VIRKSOMHED, GENERELT, VIRKSOMHEDSETABLERING

Det israelske vækstmirakel

Flag ARTIKEL 24-06-12 ~4 minutters læsning · 734 ord

TEL AVIV: »Start-Up Nation«, »verdens bedste iværksætterland«, »et økonomisk mirakel«. Der klæber en perlerække af superlativer til landet med den højeste koncentration af højteknologiske vækstvirksomheder uden for Silicon Valley i Californien. Og Israel er med sikkerhed et helt særligt land med en helt særlig historie. Også når det gælder vækst og iværksætteri.

Business Innovation er taget til Israels erhvervscentrum Tel Aviv for at lede efter hemmeligheden bag det økonomiske mirakel, der på 30 år har gjort en kriseramt nation til et af verdens mest dynamiske og vækstskabende iværksættermiljøer.

I Tel Aviv møder vi Stanley Fischer, direktør for Israels nationalbank, Ester Levanon, direktør for fondsbørsen i Israel, en række af landets mest betydningsfulde ventureinvestorer, og vi møder selve personificeringen af det israelske iværksættermirakel, 70-årige

ossi Vardi.

Manden, der igennem de seneste 40 år har været med til at etablere, finansiere, børsnotere og sælge flere end 60 højteknologiske virksomheder, hvoraf den mest kendte formentlig er ICQ – virksomheden, der opfandt den såkaldte instant messaging-teknologi, vi senere lærte at kende som Messenger.

ossi Vardi har mange opsigtsvækkende pointer om baggrunden for det israelske mirakel. Ham vender jeg tilbage til. Først skal vi have nogle fakta på plads.

Offentlige midler bag

Stanley Fischer, Ester Levanon og

ossi Vardi er – ligesom de fleste eksperter – enige om hovedingredienserne i Israels eventyrlige forvandling: En langsigtet politisk plan med det klare mål at skabe et inkubatormiljø i verdensklasse. En plan, der samtidig er udført med bemærkelsesværdig kompromisløshed. Selv venturekapitalen erkender, at det er offentlige midler, der har trukket læsset.

»I midten af 1980erne var der ingen venturekapital i Israel. Der var en iværksætterkultur, og der var masser af veluddannede mennesker i landet, men der var ingen kapital til at understøtte iværksætterkulturen og skabe vækst.

At vi i dag har verdens næststørste venturekapitalindustri, og at vi er en af de mest innovative og entreprenante nationer skyldes politiske initiativer og tilstrømningen af offentlige midler – især i de meget tidlige virksomhedsfaser,« konkluderer Avi

eevi, stifter og general partner hos Carmel Ventures, Tel Aviv.

Opskriften er umiddelbart simpel og til at kopiere. De fem væsentligste ingredienser er følgende:

For det første har Israel siden midten af 1980erne haft en klar og langsigtet politisk plan om at skabe iværksætteri i verdensklasse inden for højteknologi igennem det såkaldte

ozma-program.

For det andet har man sikret sig en kompromisløs eksekvering af de politiske ønsker ved at at etablere en uafhængig instans, den såkaldte Chief of Scientist, med det formål at få projektet til at lykkes.

For det tredje findes der en række offentlige inkubatorer og venturemidler, der understøtter det private marked.

For det fjerde har befolkningen et højt uddannelsesniveau, og for det femte findes der et omfattende internationalt netværk.

Dominerende og krævende opdragelse

Filosofien har hele tiden været at skabe så lukrative vilkår for venturefinansiering, at vilkårene alene kunne tiltrække kapital. En vellykket beslutning, som, kombineret med den i forvejen stærke iværksætterkultur og det høje uddannelsesniveau, har skabt 3.800 højteknologiske virksomheder i et land, der er halvt så stort som Danmark (tætheden overgås kun af Silicon Valley).

I dag investerer nationale og globale ventureinvestorer årligt cirka to milliarder dollar i israelske startup-virksomheder. I Danmark ligger niveauet på to milliarder kroner.

Dertil kommer, at virksomheder som Google, Microsoft, Facebook og andre større, internationale virksomheder har meget af deres forskning og udviklingsaktiviteter placeret i Israel.

Så meget om den politiske opskrift. Tilbage til guruen Joseph »

ossi« Vardi, som sætter nogle andre ord på succesen. Han starter med at beskrive sin egen mor, men hurtigt bliver det klart, at det ikke bare er sin egen mor, han taler om, men selve Den Jødiske Mor.

»I Israel har mødre en helt enorm betydning for at drive deres børn frem med en meget insisterende, dominerende og meget krævende opdragelse. Børnene skal præstere noget for at vise, at de elsker deres mor,« siger

ossi Vardi og tilføjer på sin helt egen joviale måde.

»Min mor skabte en konstant tilstand af panik og angst for ikke at være god nok hos mig, men samtidig tilstrækkelig med tiltro og kærlighed til, at jeg ville gøre alt for at gøre hende glad. Sådan er den jødiske mor, og hun fremelsker den præstationskultur, vi ser i Israel. Det ligger i blodet, at vi bliver målt på vores handlinger og hvad vi har skabt i livet«.

Den jødiske mor har i en overraskende alliance med kompromisløse politikere og internationale ventureselskaber skabt det økonomiske mirakel i Israel.