Det sociale sikringssystem i Frankrig er på afgørende punkter væsentligt forskelligt fra det danske. For personer der bosætter sig i Frankrig kan det derfor være nødvendigt med en privat forsikring.
Betaler en person ikke sociale bidrag fx fordi personen ikke er på arbejdsmarkedet, er udgangspunktet, at personerne ikke er omfattet af fransk sygesikring. Personer i en husstand, hvor den ene ægtefælle bidrager til det sociale system, har dog ret til offentlig sygesikring. Det er således ikke som vi kender det i Danmark nok at have bopæl i landet for at være berettiget til offentlig fransk sygesikring mv.
Danske pensionsmodtagere der bosætter sig i Frankrig opnår først ret til fransk offentlig sygesikring, når personen bliver berettiget til dansk offentlig pension efter lov om socialpension, dvs. typisk når personen fylder 65 år. I perioden op til det fyldte 65. år har en person der har forladt det danske arbejdsmarked og bosat sig i Frankrig derfor ikke umiddelbart ret til fransk eller dansk sygesikring. Frem til det fyldte 65. år vil det derfor være nødvendigt, at tegne en privat sygeforsikring.