Næsten ethvert samfund benytter skolen til at påvirke børn og unge på bestemte måder. Helt centralt er det at give skoleeleverne en positiv holdning til samfundet. Uvenligt sagt: at manipulere med deres evne til at opfatte, hvad de ser omkring sig.

I den danske folkeskolelov hedder det således tilsyneladende harmløst, at skolen »skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati«. Sagt på en anden måde: I skal lære at være glade for det danske samfund, som det nu engang er, I skal tage medansvar for det og opfylde pligter i forhold til det.

Pligterne består først og fremmest i, at I skal betale skat. Og skatten gælder ikke bare finansiering af skoler, veje, hospitaler og andet godt og nødvendigt. I skal acceptere, at en betydelig del af de penge, I kan tjene, skal gå til andre mennesker, først og fremmest til de mange ældre, der er i dette samfund, og til de mange syge og flere og flere halv- eller kvartsyge, som samfundet forsørger.

De ældre. Samfundet har i dag en enorm overvægt af ældre i forhold til tidligere. Og det vil blive mere og mere ekstremt hele tiden gennem jeres voksne arbejdsliv. Jeres forældres og bedsteforældres generationer havde mistet instinktet for reproduktion. De valgte at få sig et højt forbrug i stedet for at få flere end måske ét eller højst to - besværlige og/eller dyre - børn. Der vil, når I er færdige med en erhvervsuddannelse i 2020, være en befolkning i Danmark på godt 5,7 millioner. Heraf vil godt 1,3 millioner være under 20 år, og af dem vil de fleste blive forsørget af forældrene. Men mere end 800.000 vil være over 70 år og næsten 1,5 millioner være over 60. De fleste af disse skal I forsørge fra dag ét og via hospitalsvæsenet sikre, at de er raske og rørige så længe som muligt.

(Jamen, har de da ikke selv sparet penge op til pensionen? Det kommer an på, hvordan man ser på begrebet penge. Hvis ikke I, der kommer til nu, slider som små bæster i jeres arbejdsliv og hvert år betaler noget i retning af verdens højeste skat, så er de gamles såkaldte ’opsparing’ - som for en stor del blot har været en fiktiv overbetaling af deres arbejdsindsats - ikke en bønne værd).

De syge. Der vil i 2020 med stor sikkerhed være omkring en million mennesker mellem 20 og 60 år, der af forskellige grunde ikke menes at kunne arbejde og tjene til livets ophold. Det er både syge mennesker i klassisk forstand og mennesker, som man med et nyere og mere ’generøst’ sygdomsbegreb i dag anser for syge, eller dog for at være for ’svage’ til at kunne arbejde. (Det hænger bl.a. sammen med, at arbejdsgiverne og de dygtigste og mest energiske lønmodtagere via aftalt minimumsløn iskoldt holder ’de mindre egnede’ ude fra arbejdsmarkedet. De ville jo ’bare gå i vejen’). Også alle disse syge og svage skal I forsørge - efter gavmilde danske satser - fra dag ét.

Staten. Vi har omkring en million offentligt ansatte. En meget stor del af disse udfører ikke egentlig produktion, men har opgaver af kontrollerende og rapporterende karakter. Eller deres job er en blanding af produktion, kontrol og rapport. Dvs. at denne million mennesker samlet præsterer en relativt lille egentlig produktion ’ud af huset’. Men de får fuld løn, og en del af dem får meget store tjenestemandspensioner, når de trækker sig tilbage. Så store, at de aldrig ville have kunnet spare op til dem i almindeligt aflønnede, tilsvarende jobs i den private sektor. En sådan kæmpestor, produktionssvag offentlig sektor findes der ikke magen til i andre lande. Men i Danmark har vi den. Også dens million ansatte skal I aflønne fra dag ét.

Gamle, syge, halvsyge, ’mindre egnede’, den enorme offentlige sektor: disse 3,5 millioner mennesker skal I sammen med den million andre, der arbejder i den produktive private sektor, forsørge hver evig eneste dag i jeres kommende arbejdsliv, medmindre I da selv hastigt glider over i gruppen af forsørgede.

Havde folkeskolen måske lige glemt at fortælle jer dét, da den afrettede jer til at opfylde ’pligter’ og tage ’medansvar’ i forhold til det danske samfund?

Er der overhovedet nogen grund til at forblive i Danmark og som slavearbejder prøve at betale den gæld og finansiere den absurde samfundsstruktur, disse tidligere generationer har efterladt? Albert Camus (fransk forfatter, nobelprismodtager) mente, at Sisyfos fra den gamle myte var lykkelig, mens han forgæves prøvede at rulle sin sten op til bjergets top. Ja, måske. Og måske har I en Sisyfos-natur.

Vælger I at emigrere, bidrager I til, at Danmark stille og roligt forsvinder. Verden som sådan lider ikke noget stort tab herved: hvis Danmark sank i havet i morgen, ville kun de færreste savne det. Det er meget længe siden, vi har leveret et åndeligt input af større betydning for vores omverden.

Men alligevel har I jo nok nogle instinkter og følelser, der taler imod emigration. Danmark har eksisteret som ét rige i mere end tusind år. Slægtled efter slægtled har opdyrket landet, bygget prægtige slotte og kirker, skabt smukke byer, hyppigt netop sådan som lige præcis vi kan lide dem. Digtere har givet os vores særlige identitet og udfoldet de muligheder for tanker og følelser, der ligger i vores sprog - i hvert fald indtil det meste og meget af det bedste af, hvad de skabte, blev gjort til overspringelse i skolen og kvalt af et popularitetsstyret mediemarked. I føler sikkert mere eller mindre vagt en slags indre forpligtelse over for dette gamle rige - dét man engang kaldte fædrelandskærlighed.

Men - ærligt talt - tror I virkelig, at dette gamle rige, der i dag stort set kun eksisterer som idé: ’idéen Danmark’, tror I virkelig, at det står til at redde? Se til vores politikere: tror I måske, det er fra dem, redningen skal komme? Døm dem på deres gerninger. Dét vi overalt og hele tiden udvikler for fuld kraft er et identitetsløst tyggegummi-samfund, der ligner alle mulige andre omkringliggende tyggegummi-samfund. Vi kalder det ’Danmark’, men det burde hedde ’en ligegyldig, egenskabsløs lokalitet til opbevaring af fortrinsvis dansk-plaprende mennesker’.

Men det er her, I har jeres venner og familie. Ja, for nogle tæller det vel stærkt nok til, at de vil påtage sig slaveriet for de ældre generationer. Morsomt bliver det ikke. Men de, der emigrerer, vil jo dog både kunne besøge familie og venner en gang imellem og selv kunne få besøg, så for mange vil dette argument nok ikke veje så tungt. Hertil kommer det allermest afgørende: det drejer sig ikke kun om jeres egen skæbne, men om den tilværelse I vil byde jeres børn og børnebørn. Skal de leve i et land, der reelt har opgivet sig selv? - Men I ser måske ikke jer selv som kommende forældre?

Det eneste reelle alternativ til emigration er at revoltere. Revoltere med fredelige midler, forstås.

Men skulle det mindretal, der ikke henter sine indtægter fra det offentlige, virkelig kunne samle styrke til at gennemføre en fredelig revolte? Eller rettere: skulle det endnu langt mindre mindretal, der føler sig decideret utilpas ved den kurs, flertalskulturen i Danmark har taget gennem de seneste mange år, kunne overtale den kompakte majoritet til et kulturelt og økonomisk kursskifte? Det tror I vist ikke på, selv ikke i jeres vildeste fantasier. Danmark kommer til at fortsætte ned ad skråplanet.

Det spørgsmål, der bliver tilbage, er: Hvorhen skal man emigrere? Svaret må blive individuelt, men man bør selvsagt vogte sig for de mange lande, der er ved at havne i en lignende suppedas som Danmark. Og det er selvfølgelig både hårdt og risikofyldt at emigrere. Det er meget langt fra at være en let sag. Alt i et nyt land kan komme til at gå helt anderledes, end man troede. Men i hvert fald jeg har svært ved at se et mere attraktivt alternativ.