Har man råd, vil det klart være bedst at sende børnene i en privatskole, international eller ikke.

I de byer, jeg kender til, er de offentlige skoler overbefolkede, de mindre klasser (1.-5. eller endog 8.), ‘arbejder’ i toholdsskift, dvs. det ene år møder børnene fra kl. 8-12, det næste kl. 13-17, mens et andet hold børn på samme klassetrin møder omvendt. Søskende på hvert sit klassetrin kan således risikere at skulle møde forskelligt, så de kun mødes i frokostpausen!

Klassekvotienter som i DK kendes, men er der 45 børn til en førsteklasse, så kommer de altså ind alle, og der sidder 3 børn ved en 2-børns pult.

Da klasserne er så store, er det kæft-trit-og retning, ikke et ondt ord om det, men der er jo ikke meget tid til hver enkelt.

Endvidere er undervisningen i høj grad anlagt på udenadslære, og undervisningen i fremmedsprog begynder ganske vist tidligt, men er sørgeligt utilstrækkelig. Gymnasieelever, som har haft engelskundervisning i op til 6 år kan ikke selv danne bare nogenlunde korrekte sætninger, og slet ikke tale engelsk. Og det er ikke fordi de er ubegavede, det er fordi undervisningen bare ikke er god nok.

Kun et stærkt barn, som lynhurtigt kan omstille sig til et system, som er meget forskelligt fra den danske folkeskole, vil blive glad for at skulle gå i en tyrkisk folkeskole.