Der bor ikke særlig mange danskere i Istanbul i det hele taget, så der er næppe danske børn nok til at der er en skole med dansk undervisning.

Der er børnehaver o.l., men overvejende private. Enkelte arbejdspladser har deres egne pasningsordninger.

Fordele og ulemper? Tjah, man skal kunne lide trængsel og kunne holde ud, at det kan tage 3 timer at køre 20 km. Har man masser af penge kan man sagtens leve på dansk niveau, hvad angår bolig, men skal man klare sig for en jævn indtægt kan det være, man må nøjes med en uisoleret kælderlejlighed, hvor man må bekæmpe skimmelsvamp hver dag, som ligger 6 timers transporttid (3 timer ud, 3 timer hjem) fra ens arbejdsplads, eller måske en lidt længere transporttid i bytte for en bedre lejlighed.

Arbejdsløsheden er høj og sikkerhed i ansættelsen findes kun for offentligt ansatte. For at blive offentligt ansat skal man være tyrkisk statsborger.

Mig bekendt er der ingen ‘dansker-ghetto’. Førhen boede de fleste europæere og amerikanere på den europæiske side, men de seneste år har flere og flere europæiske og amerikanske familier bosat sig på den asiatiske side.

Danske statsborgere, som bosætter sig i Tyrkiet, kan meddele deres adresse til den danske ambassade. Ambassaden vil invitere til et årligt møde omkring juletid, førhen var der både i Istanbul og i Ankara, men nu er der kun et i Ankara. Der kan man evt. komme i kontakt med andre danskere som bor i ens eget område. Jeg har ikke været med siden 1999, da mødedatoerne ikke har passet ind i mine planer. Dengang var der registreret ca. 30 danskere i Istanbul.