Turkish Airlines ville ikke have den gravide kvinde med.
Kommende mødre gør klogt i at sætte sig godt ind i flyselskabets regler for gravide, inden de begiver sig ud på en rejse.
Det måtte en gravid kvinde og hendes mand sande, da de efter fire uger i Tyrkiet blev bedt om at stige af et fly fra Turkish Airlines, inden det satte kursen mod Danmark.
- Som gravid bør du altid undersøge, hvilke regler der gælder for det flyselskab, du rejser med. Det er derfor en god idé på forhånd at undersøge flyselskabets regler, inden du køber flybilletterne.
Det siger specialkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Henrik L. Sedenmark.
Kvinden var 33 uger henne i sin graviditet og kunne ikke fremvise en lægeerklæring, der viste, at hun var frisk nok til at flyve trods den struttende mave.
Ægteparret måtte købe nye flybilletter og skaffe en lægeerklæring, før turen kunne gå hjemad. De krævede efterfølgende de ekstra udgifter dækket af Turkish Airlines, som blankt afviste kravet.
Flyselskabet afviste klagen med, at parret hverken før eller efter købet af flybilletterne havde undersøgt selskabets regler for gravide.
Sagen endte i Forbrugerklagenævnet, hvor ægteparret tabte og derfor selv hænger på regningen.
- Ægteparret burde have undersøgt, hvor langt henne kvinden måtte være i sin graviditet for at kunne flyve, og om flyselskabet krævede, at hun havde en lægeerklæring med, siger Henrik L. Sedenmark.
De fleste flyselskaber har reglerne for gravide beskrevet på deres hjemmeside.
Hos SAS og flere andre selskaber kan gravide frit flyve indtil fire uger før termin. Mellem to og fire uger før termin kan den gravide stige om bord, hvis hun har en lægeerklæring med sig.
Men andre selskaber har dog mere strikse regler for de kommende mødre.
Hos lavprisselskabet EasyJet skal alle gravide for eksempel have en lægeerklæring med på rejsen fra 28. uge, og selskabet tillader slet ikke gravide at rejse efter 35. uge.