Jeg tillader mig hermed at kopiere en kommentar op til et
selvstændigt bidrag, da jeg godt kunne tænke mig nogle reaktioner, og som kommentar ligger det lidt væk fra «hióvedvejen».
Det er jo en rigtig succeshistorie om IKEA , men hvorfor dog handle så langt væk som i Izmir , hvis man skal bruge møblerne i Alanya.
Der er groft taget to måder at indrette bolig på.
Man køber alt hvad man skal have på en gang.
Man køber efterhånden som behovet opstår.
Vi valgte 2 som den sjoveste (ikke på grund af økonomi)
Så vi kørte i Metro og fyldte et par vogne op med toiletartikler, rengøringsmidler, værktøj, service, gryde og pander og diverse køkkengrej. o.l. småting.
De som ikke har kort til Metro kan komme langt i det nye indkøbscenter, som hedder Alanyum og også ligger på 35 meter gaden.
Her er blandt andet en forretning som indviede kalder Silvan eller Bauhus - alt efter hvad de er vant til i Danmark.
Tilfældigt fik vi opsnuset, at man i Tyrkiet kan købe senge og madrasser som er 1 x 2 meter som standard.
Det har vi herhjemme, men da var det på specialbestilling.
Vi bestilte 2 af dem, da vi var i Alanya i oktober, og da vi igen var der 16-23 november, var de stillet op og klar til at krybe i. Vi har ikke sovet bedre i 40 år!!!
De tyrkiske madrasser ligger på en hård plade og ikke fjederlameller, som de nordiske sengeleverandører gennem mange år har bildt os ind, at vi skulle have. Som regel med en kvindes bløde kurver, som viser, hvordan sengen føjer hendes krop, men det gælder altså ikke for os.
I det hele taget, er der jo nok at få på 25 og 35 meter gaderne i Alanya, så spar dog transporten fra andre byer.
Og det med sproget. Nå -ja. Hvis man kommer ind til den lille elektriker eller en anden handlende, som ganske vist stolt viser sin engelse læsebøger frem, som han er ved at lære engelsk efter, men som han ikke kan nok af endnu, så spurter han ud af døren og henter en nabo eller fætter eller en anden, som kan hjælpe, hvis der da ikke tilfældigt er andre i butikken, som kan hjælpe.
Og ellers er der jo det gode gamle tegnsprog med arme, ben, papir og blyant, og hvad ved jeg.
Jeg tror egentlig at mange af os nordfra er blevet påvirket af rejseselskabernes velkomstmøder, hvor man bliver slæbt rundt til «deres» forretninger, og derfor får det indtryk, at hvis man ikke lige handler der, så er det med at holde fast på tegnebogen.
Hvilket jo ikke er nødvendigt og da slet ikke , hvis man har en konto i den lokale bank med debitkort. Så handler og betaler man næsten overalt med det. Det er helt som med det hjemlige Dankort. Så det er nok med lidt kontanter til evt. taxa eller hvis man er kommet et af de få steder, som ikke har maskinen til at modtage debitkortet.
For de, der ikke skulle vide det, så er et debitkort et kort, som ved hver transaktion bliver sat i forbindelse med banken for at undersøge om der er dækning. Der er ikke ophøjede bogstaver på det, så det kan ikke behandles i en fluesmækker, som et kreditkort kan.
Men har du penge på kontoen, så har du også penge på lommen.
NS - som savner sin seng i Alanya.