ANAL

SE - Tidskriftet The Economist lovpriser i det seneste nummer de nordiske lande som modeller for resten af verden. «Den næste supermodel» står der på forsiden af tidsskriftet over et stort billede af en viking. Mens Storbritannien under Margaret Thatcher stod for nytænkningen i 1980’erne, så bør verden i dag søge inspiration i Norden, mener Economist.

Forsidedækningen er international reklame, som de nordiske lande kan være godt tilfredse med. Spørgsmålet er så, om Norden kan leve op til sit nyvundne ry. Den skandinaviske velfærdsstat er gennem det seneste århundrede blevet fremhævet som et eksempel for resten af verden – måske særligt af skandinaverne selv. Det interessante ved historien i Economist er, at den klassiske velfærdsstat stort set kun omtales negativt. Norden fremhæves på trods af velfærdsstaten – ikke på grund af den.

Tværtimod roser Economist de nordiske lande for at have gjort op med velfærdsstaten siden de økonomiske kriser i 1980’erne og 1990’erne. Sverige fremhæves for pensionsreformer, frit skolevalg og skattelettelser. Finland modtager ros for landets stærke iværksætterkultur. Danske virksomheder som Novo Nordisk og Haldor Topsøe hyldes for deres evne til at konkurrere i globale nichemarkeder.

Man sidder tilbage med indtrykket af et nyt og moderne Norden – et indtryk, som bekræftes, når man rejser rundt i de nordiske lande. Alle de nordiske hovedstæder er vidunderlige byer, som man stolt kan vise frem. Infrastrukturen er moderne, stort set alle taler engelsk, og den yngre generation er fyldt med talenter med international erfaring og et globalt udsyn.

Alt dette kan Norden være stolt af. Men under overfladen lurer problemerne. De nordiske lande har stadig nogle af de højeste skatter i verden. Derfor er levestandarden for de fleste borgere også lavere end i relativt lavt beskattede lande som Storbritannien og USA. OECD skønner f.eks., at den gennemsnitlige levestandard (målt som privat forbrug plus forbrugsværdien af velfærdsgoder) er 40 pct. højere i USA end i Danmark. Konkret betyder det, at unge nordiske talenter kan måle sig med de bedste på de globale markeder – men kan se frem til en mindre belønning end deres modparter i mange andre lande. I længden vil en kunstigt lav levestandard, som er ude af trit med arbejdsstyrkens evner og potentiale, føre til udvandring. Sådan har det altid været, men globaliseringen har gjort det nemmere end nogensinde at udvandre.

Norden risikerer dermed at blive et offer for sin egen succes. Jo bedre Norden klarer sig i den globale konkurrence, jo større vil kravet blive om en levestandard på højde med konkurrenternes. De unge nordiske talenter er jo ikke tabt bag en vogn. De ved, hvordan mennesker lever i andre dele af verden. De har ikke blot været på ferie i udlandet, de har ofte studeret og arbejdet i udlandet i længere perioder.

De nordiske lande kan klare sig nok så godt i diverse kortsigtede målinger af konkurrencedygtighed, men på den lange bane er det talentmassen, der tæller. Hvis talenterne udvandrer, ryger både konkurrenceevnen og Nordens ry som supermodel.