Olivenlunde, vinmarker og palmer pryder Portugals landskab på vejen fra hovedstaden Lissabon og op gennem landet til den tredjestørste by, Coimbra. Bølgende bakker afløses af betagende bjerge i området Beiras, der gemmer på et rigt dyreliv, et hav af ruiner og forladte landsbyer, der alle fortæller en historie.

Turister, som vælger aktiv ferie, kan bo billigt her, eller de kan ganske enkelt købe en rå ruin og restaurere den til en lukusferiebolig. Det har flere englændere gjort. Men skandinaver ser portugiserne yderst sjældent i denne del af Portugal.

»Dette naturskønne område er nok Portugals bedst bevarede hemmelighed. Men Portugals indlemmelse i EU betyder, at det snart er slut - EU vil tjene penge. Det gør mig både vemodig og splittet. For selv om jeg har levet af at sælge huse og ruiner i flere år, ønsker jeg ikke kommercialismen til dette smukke land, hvor indbyggerne har taget så godt imod mig,« siger englænderen Adam Gainsford.

Adam Gainsford er cirka 40 år (29, påstår han dog selv) og kom til Portugal fra Devon på en motorcykel for 15 år siden. Egentlig brød han sig ikke meget om Portugal i begyndelsen. Der var for tørt, men det var billigt. Han købte en ruin og satte den i stand. Efter fem år solgte han den med god fortjeneste til et andet engelsk par. Adam Gainsford kom hurtigt til at elske bjergene, byerne og ikke mindst indbyggerne og fortsatte med at købe huse, sætte dem i stand, bo der selv i en periode for så at sælge igen.

Adam Gainsford og andre englændere, der handler huse i Portugal, har ikke solgt til skandinaver. Dog med en enkelt undtagelse. For amerikaneren Jhon Wayne Freeland, der bosatte sig i Danmark for cirka 20 år siden og blev dansk statsborger, har købt en halvrestaureret ruin i Cabanoes i Coimbra-distriktet for omkring 10.000 euro. Jhon Wayne Freeland fylder 60 næste gang og lever af en lille invalidepension fra Danmark. Han valgte nye græsgange til sin alderdom, fordi Danmark ifølge ham var blevet for dyr at leve i - og for amerikaniseret.

»Jeg solgte mit hus i Sønderjylland og kunne dermed betale for mine to små ejendomme i Portugal. Ejendomsskatten er utrolig lav, så her er meget billigt at bo. I Danmark kunne jeg ikke arbejde mere på grund af min dårlige ryg. Med en meget lav pension, fordi jeg kun har været dansker i en lille tredjedel af mit liv, var alternativet en pensionistbolig. Der kunne jeg aldrig leve,« fortæller Jhon Freeland, som er opvokset på en vaskeægte ranch i New Mexico.

Cabanoes ligger som så mange små landsbyer på en bjergside i Lousa-området. Den har 14-15 huse og lidt flere indbyggere. Her taler kun få et gebrokkent engelsk, men integrationen er gået forrygende i de få måneder, Jhon Freeland har boet her med sin engelske bulldog Jessica. De lokale hilser storsmilende på den gamle »gringo« og sørger for hans daglige brød fra brødbilen, hvis han en dag ikke er hjemme.

Jhon Freeland er stadig i fuld gang med at restaurere sit hus. Han agter at indrette sig med Bed & Breakfast fra næste år.

For naturelskere er området en lækkerbisken. Bjergskråningerne gennemtrænger luften med en duft af fyr, eucalyptus og vilde krydderurter. Morgen og aften kommer genboen gående med byens æsel, Esmeralda, som bliver vandet ved den fælles fontæne, der også fungerer som vaskeplads. Fra terrassen kan man følge solen skære morgenens skygger gennem dalene væk fra tidlig formiddag, hvor den varmer landskabet godt igennem, og til den får himlen til at blusse og bløde og går ned i vest ved aften. Tusmørket varer kort. Så er natten over os. I de blide sommer- og sensommeraftner kan man sidde ude og lytte til cikadernes sang, ugler, som tuder og kalder fra den ene bjergskråning til den anden, og ikke mindst følge flagermusenes forunderlige flugt gennem ensomme gadelampers skær.

Vi tager med Adam Gainsford rundt i landskabet for at se på ruiner. De er som drysset ud overalt med rund hånd, og flere steder finder vi forladte landsbyer. De er et fascinerende syn. En af landsbyerne ligger inde i en bevoksning, og stemningen er helt speciel. Mos spreder sig over de flade sten, der er hugget ud af bjergene til byggemateriale, men inde bag de mure, der er tilbage, ser man sporene efter et aktivt arbejdsliv. Simple, indbyggede ovne i væggene med tilhørende køkkengrej vidner om fortidens fattigdom og enkelhed. Man klatrer rundt i de fugtige skygger og snubler pludselig over en gammel fontæne - den fælles »brønd«, hvor familier hentede det nødvendige vand. Et fænomen, som alle mindre byer med respekt for sig selv stadig har og benytter sig flittigt af.

En anden forladt by ligger åben på en bjergside med udsigt til danske vindmøller. Her ser man også tydelige spor efter fortidens måde at indrette husene på - alle i mindst to etager og niveaudelte, fordi man er nødt til at tage hensyn til de stejle skråninger, når der bygges.

Det er kun cirka 30 år siden, at de fleste af disse landsbyer blev forladt. Det skete efter revolutionen i 1974, hvor diktatoren Salazar blev styrtet ved et militærkup, som blev efterfulgt af demokratiske reformer under socialisten Mário Sóares. Han blev præsident i 1986 og førte Portugal ind i EU.

»Efter revolutionen begyndte folk at vandre mod byerne og ud af landet efter arbejde. Derfor ser vi så mange forladte landsbyer og ruiner. Ruinerne kan købes fra 5.000 euro og op, alt efter stand,« fortæller Adam Gainsford.

At købe en ruin eller et hus i Portugal er let. Man er ikke underlagt specielle restriktioner med hensyn til bygstil o.lign. fra myndighedernee. Dog kan handlerne ofte være besværlige, da mange af de gamle huse er gået i arv til børn og børnebørn. Dermed har nogle huse fået mange ejere, som alle skal acceptere en handel. I takt med mulighederne har mange af disse anpartsejere til ruiner forladt landet for at søge nye muligheder i resten af EU, og så opstår problemerne, for i nogle tilfælde stemmer de offentlige registreringer heller ikke med virkeligheden.

»Derfor kan det altid betale sig at hyre en god advokat, man kan stole på. Det koster vel mellem 500 og 1.000 euro, men man undgår at miste en lille formue,« siger Adam Gainsford.

Uden for den lille by Coja ligger en gennemført engelsk café. Det er Keith og Kathy Strong, som kom til Portugal fra England for et par år siden og slog sig ned for at drive stedet.

»Det går fint. Vi kan da leve af det, selv om vore priser er lidt højere end de lokale restauranters. De respekterer os for det. Vi serverer kun engelsk mad og går ikke ind og konkurrerer på portugisisk mad og priser. Det har betydet accept, venner og både lokale såvel som udenlandske kunder,« fortæller Keith Strong.

Udlændingebesøg på caféen har betydet en ekstra indtægtskilde for Keith Strong. Denne dag i september har han eksempelvis besøg af et canadisk ægtepar, som også er faldet for Portugal og ønsker at købe et hus. Da nogle lokale byggefirmaer og sælgere ofte øjner let tjente penge, har Keith Strong påtaget sig at hjælpe udlændinge med at finde vej gennem systemet i et nyt land.

»Der er hushandlere, især ikke-registrerede, som fordobler fortjenesten. Det er ikke rimeligt, hvis unge eller ældre bruger hele deres opsparing på et hus eller på at restaurere en ruin, enten blot til at bo i for dem selv eller til f.eks. timeshare feriebolig. Derfor bør man følge nogle simple råd. Få en god advokat. Få klare aftaler. Betal aldrig forud. Tjek lokalplanerne for eventuel oprettelse af strøm, hvis den ikke er der endnu, byggeplaner af hensyn til udsigten, vand og så videre. Og mange steder er der altså ikke oprettet bredbånd til internetadgang endnu,« minder Keith Strong også om.

Keith Strong tager ti euro i timen for at undersøge huse, aftale byggeplaner og så videre med de lokale håndværkere. Men bruger man et par tusind euro på en person som ham, der har mange gode forbindelser via caféen, kan folk spare for eksempel mellem 20.000 og 30.000 euro, mener han.

Men er det blot en lidt anderledes ferie, man ønsker, er der aktiviteter nok. Hos Steve og Sandra Cross i Gois er der hytte og skønne, rolige heste at leje alt efter aftale. Steve Cross er kok under opholdet, mens Sandra Cross er turfører til hest i bjergene.

Over bjergtoppene ved Cabanoes ses hver weekend paraglidere svæve mellem skyerne. En aktivitet, som dog nok kræver lidt øvelse. På floden Rio Ceira kan man leje kanoer, og der er mulighed for motorcykelferie. Men trekking i bjergene er et must. Udsigterne lejrer sig i baghovedet, man er mør og øm efter en dag i den friske luft - og man sover velsignet godt om natten…