»Jeg tænkte, at det ville blive fedt at være mere hjemme, være sammen med børnene og have tid til at læse en god bog. Men til sidst er det ikke fedt at ligge igen og læse i den der bog. Jeg begyndte at kede mig.«

Sådan fortæller Lene Jakobsen, der er 38, og har boet tre år i Ghana, hvor hendes mand, Jakob, var ansat på den danske ambassade.

Lene er uddannet økonom, men tog orlov fra sit job i Indenrigs- og Sundhedsministeriet for at følge med til Ghana. Her mødte hun Gitte Krogh Madsen, 40, der er læge, men også var i Ghana som medfølgende hustru. De kom begge tilbage til Danmark i sommeren 2006 og gør nu sammen status over tiden i Ghana og oplevelsen med at vende hjem igen.

»Jeg havde naivt troet, at de ville stå med åbne arme, når man kom med europæisk lægeuddannelse,« siger Gitte Madsen.

»Der er brug for læger i Ghana, men for at få en ghanesisk autorisation skal man bestå en eksamen og gennemgå to års ulønnet praktik på et ghanesisk hospital.«

Gitte opgav ideen om autorisationen, og da hun efter et halvt års forældreorlov med sønnerne Rasmus og Anders var klar til at gå i gang med at arbejde, blev hun vikar på en klinik på den britiske ambassade. Også Lene Jakobsen havde sværere ved at få arbejde i Ghana, end hun havde regnet med.

»Jeg måtte hurtigt erfare, at det var vanskeligt at finde arbejde – selv om man er velkvalificeret. For det første er ghaneserne selv forholdsvis veluddannede, og så løber man ind i den forhindring, der hedder: du er international ægtefælle, dig kan vi ikke ansætte, for der skal være en lokal forankring,« siger Lene Jakobsen.

Hun fik aldrig fuldtidsarbejde i Ghana, men blev ansat på korttidskontrakter på den danske ambassade og fik også andre konsulentopgaver.

Selv om både Lene og Gitte fik arbejde, var det stadig deres mænd, der arbejdede mest, og det gav en anderledes fordeling af opgaverne i hjemmet, end de var vant til fra Danmark.

»I starten syntes jeg, det var svært på hjemmefronten. Jeg var vant til, at vi var meget fælles om tingene, og nu var jeg rigtig irriteret over, at når det var weekend, og han kom i køkkenet, så vidste han ikke, hvor havregrynene var«, siger Gitte, hvis mand, Jørgen, var udstationeret for rådgivningsfirmaet COWI.

»Ganske vist var hans job velbetalt, men det betød også nogle meget lange arbejdsdage, og det giver en anden fordeling derhjemme. Vi skulle til at finde nogle nye roller, og jeg havde ikke gjort mig klart hjemmefra, at jeg var hjemmegående i et eller andet omfang og den, der havde det primære ansvar for børn, mad osv.,« siger Gitte.

Thomas Winther, der er 37 og bor i Ghana som medfølgende ægtefælle til Katrine, oplever også, at han har en anden rolle i hjemmet, end han havde i Danmark.

»Det er lidt specielt at være medfølgende mand. Når jeg går i supermarkedet om dagen, er der for eksempel ikke så mange mænd. Og grøntsagsdamerne synes da også, det er lidt morsomt, at det altid er manden, der handler,« fortæller Thomas Winther.

»Når man er ude blandt andre folk fra hele verden, der arbejder i Ghana, og folk spørger, hvad jeg laver, så virker det som om, de får lidt ondt af mig, når jeg fortæller, at jeg er medfølgende ægtefælle«, siger Thomas.

Men også han er kommet i gang med at arbejde i Ghana, og faktisk har rejsen betydet, at han får udlevet en drøm om at blive selvstændig.

»Hvis jeg var blevet derhjemme, havde jeg sikkert bare fortsat i mit job. Det ville også være fint, jeg var meget glad for det, men nu har jeg fået en mulighed, der ellers ikke ville være dukket op.«

I København arbejdede Thomas for Nordisk Ministerråd, men i Ghana er han startet som selvstændig konsulent og arbejder med samspillet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. Det har bl.a. kunnet lade sig gøre, fordi han og hans kone kan leve for den løn, hun får som førstesekretær på ambassaden. Den økonomiske tryghed har gjort det muligt for Thomas at bruge en stor del af tiden på at arbejde gratis for at skaffe kontakter og opbygge sin forretning.

At være udstationeret i et land som Ghana kan betyde større økonomisk frihed, når man ikke som i Danmark er afhængig af, at begge arbejder. Og Gitte og Lene oplevede også friheden i form af et mindre stresset liv som børnefamilie.

»Man skal ikke lave noget derhjemme, med mindre man har lyst. Du har en til at lave mad, gøre rent, vaske osv. I Danmark kommer man måske hjem ved 17.30-tiden, og så skal man til at stå og lave mad. Men i Ghana kunne vi bare sætte os ned og lege med børnene, for der var en, der stod i køkkenet,« fortæller Lene, der har to drenge på fem og tre år. »Vi var meget enige om, at vi gerne ville ud for at have den fælles oplevelse som familie – og en pause fra det hektiske børnefamilieliv,« siger Gitte Madsen.

Nu er Lene og Gitte tilbage i det af og til hektiske danske børnefamilieliv, og de er enige om, at det har været noget af en omvæltning at flytte familien hjem igen. De har nydt at komme tilbage på arbejde, men har også skullet vænne sig til den travle hverdag.

»Det var hårdt det første stykke tid at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det var ikke det at stå op klokken 7 og sende børnene i børnehave, men mere det at komme op i gear. Det tog noget tid«, siger Lene.

Selv om hun vendte tilbage til sit gamle job, føltes det som at få nyt arbejde, fortæller hun. Og hun og Gitte råder alle, der vender hjem fra et længere ophold i udlandet, til at tage orlov, hvis de kan.

»Det tager lang tid at ordne al pairarbejdet, når man kommer hjem. Og for børnene har det næsten været sværere at komme hjem end at rejse ud. I de danske institutioner kan man jo meget vælge selv, og det var de ikke vant til fra det amerikanske system, de gik i i Ghana. Og så var der små ting, som at vores yngste skulle have sokker på for første gang,« siger Gitte.

Lene og Gitte fortæller, at de savnede faglige udfordringer, mens de boede ude.

»Jeg elsker mit arbejde og har savnet det mere, end jeg kunne sætte ord på, mens vi var af sted«, siger Gitte, der dog også har oplevet, at hun har lært en masse af at arbejde i et internationalt miljø.

Lene supplerer: »Jeg har lært meget af at leve i en anden kultur og arbejde sammen med mennesker med en anden baggrund. Det var en god tid.«

Thomas tænker allerede på, hvordan det bliver, når han vender hjem til Danmark om halvandet år.

»Så er det tilbage til København, og jeg skal beslutte, om jeg vil søge fast arbejde eller fortsætte som konsulent. Til den tid har vi jo ikke længere den økonomiske uafhængighed.«

Men at vende hjem til Danmark betyder under alle omstændigheder et farvel til en situation, som både Lene, Gitte og Thomas godt kan undvære: At andre kun betragter en som nogens kone eller mand.»På mine børns skole var man som forælder rangordnet efter, hvad ens mand lavede,« siger Gitte.

Og Lene uddyber: »Man er meget ude til receptioner og den slags, og der spørger folk: Hvad laver din mand så? Man er hele tiden fru et eller andet. Det er enormt utilfredsstillende at blive sat i bås som sin mands kone.«

Den moderne medfølgende ægtefælle er langtfra altid tilfreds med at skulle hente sin identitet hos sin ægtefælle, og det er ikke bare en udfordring for det enkelte par, men også for de organisationer og virksomheder, der sender danskerne ud i verden, mener Thomas: »Jeg vil ikke sige, at »spouse« (det engelske ord for medfølgende ægtefælle, red.) er et skældsord, men stadigt flere medfølgende ægtefæller vil ikke affinde sig med det som identitet eller jobbeskrivelse. Det er en udfordring for både arbejdsgiver og arbejdstager, at der i en moderne familie forfølges to professionelle liv. I vores generation er mange jo ikke medfølgende på den måde, at de har nok i at gå i strikkeklub og snakke om deres frosne argentinske oksekød. Det skaber nye udfordringer for for eksempel Udenrigsministeriet, at de medfølgende ægtefæller ikke har lyst til at være det på fuld tid, men gerne vil have et arbejde og bibeholde deres egen identitet.«